Norwegian Boeing 737-800.

Rutenyheder lader vente på sig

Det norske lavprisflyselskab Norwegian offentliggjorde i sidste uge sommertrafikprogrammet for 2013. Et par ruter falder ud, men rutenyhederne lader vente på sig.

Siden det norske lavprisflyselskab Norwegian i slutningen af 2008 etablerede sig i Danmark efter Sterling-konkursen har selskabet haft en markant stigende vækst. Således beskæftiges efterhånden en halv snes fly på den danske base.

I sidste uge kunne Norwegian løfte sløret for sommerprogrammet 2013. Eneste nyhed er i første omgang en ny rute fra Oslo til Aalborg opereret med et af de ældre Boeing 737-300 fly fra basen i Oslo.

Fra den danske base er man endnu ikke klar med rutenyhederne. Derimod er der allerede forsvundet et par ruter, som tidligere har været i fartplanen. Det drejer sig om Aalborg-Berlin, der har været opereret tre gange ugentligt siden begyndelsen af maj måned i år. Der flyves sidste gang på ruten den 27. marts næste år.

“Vi er endnu ikke helt klar til at præsentere rutenyhederne for 2013. Der vil endnu gå et stykke tid, før vi kan løfte sløret for det,“ siger Norwegians danske presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen til CHECK-IN.dk.

44 internationale sommerruter
Indtil videre har Norwegian således 39 internationale sommerruter i trafikprogrammet fra Københavns Lufthavn. Fra Aalborg Lufthavner der tre internationale ruter, henholdsvis Oslo, Málaga og Palma de Mallorca, mens Norwegian endnu ikke har lagt London-Gatwick ruten i produktion fra den nordjyske lufthavn. Fra Billund Lufthavn flyves der indtil videre kun til Oslo.

Fra tre lufthavne i Danmark kan Norwegian derfor mønstre ikke færre end 44 internationale sommerruter. Dertil kommer indenrigsruterne fra København til Aalborg og Karup.

I Aalborg Lufthavn er Norwegian det største luftfartsselskab, mens nordmændene indtager andenpladsen i Københavns Lufthavn. Eneste rute i fra Karup Lufthavn er indenrigsruten til København med Norwegian som operatør, så også her er selskabet med de rødnæsede fly dominerende. I Billund Lufthavn fylder den enlige rute til Oslo til gengældikke meget i lufthavnens samlede passagertrafik.