Ryanair er næststørste flyselskab i dansk luftrum

Den danske lufttrafiktjeneste Naviair overvågede i 2010 mere end 600.000 overflyvninger af dansk luftrum. Det irske lavprisflyselskab Ryanair er næststørst med samlet 11 procent af alle operationer, mens SAS bevarer herredømmet i luftrummet med 20 procent. Tilsammen repræsenterer de to selskaber en tredjedel af alle overflyvninger af dansk luftrum.

I 2010 var der 600.280 flyvninger igennem dansk luftrum samt 349.300 kommercielle starter og landinge fra de danske lufthavne, som lufttrafiktjenesten Naviair kontrollerer.

Af det samlede antal overflyvninger (“en route“) var SAS den største kunde med samlet omkring 120.000 operationer. På andenplads optræder noget overraskende det irske lavprisflyselskab Ryanair, der med 11 procent af de samlede en-route aktiviteter havde samlet mere end 65.000 operationer i dansk luftrum. Tilsammen havde de to selskaber godt en tredjedel af alle overflyvninger af dansk luftrum.

Det hollandske luftfartsselskab KLM stod for 9 procent på tredjepladsen efterfulgt af Norwegian med 8 procent og Lufthansa med 6 procent. Ifølge Naviair bidrog en-route aktiviteteterne til 72 procent af de samlede driftsindtægter for selskabet i 2010.

Et andet vigtigt forretningsområde er tårnkontroltjenesten i Københavns Lufthavn. Denne del udgør 22 procent af de samlede driftsindtægter. Også her var SAS den største kunde i 2010 med 40 procent af alle starter og landinger. Herefter fulgte Cimber Sterling med 10 procent, Norwegian med 9 procent samt easyJet og Lufthansa med hver 2 procent.

Naviair, der i slutningen af oktober måned sidste år blev omdannet til selvstændig offentlig virksomhed, leverer lufttrafiktjenester til luftfarten. Naviair har aktiviteter på tre områder, henholdsvis en-route tjenester i dansk luftrum, lokal flyvekontroltjeneste i en række danske lufthavne samt teknisk drift og vedligeholdelse af CNS- og lufthavnsudstyr i Danmark.