- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Ryanair lukker sin Hamborg-base

Ryanair lukker sin base i Hamborg Lufthavn. Lukningen følger efter flere andre baselukninger i Tyskland, hvor Ryanair mister markedsandele.

Ryanair har de seneste måneder trukket sig fra flere tyske lufthavne, hvor selskabet ellers havde etableret baser. Det har indtil videre hovedsageligt ramt mindre lufthavne, men nu har det irske lavprisselskab også besluttet at nedlægge sin base i Hamborg Lufthavn.

Ryanair-basen lukkes den 8. januar 2020. Det bekræfter Hamborg Lufthavn overfor websitet airliners.de. “Vi beklager, at Ryanair lukker adskillige baser i Europa, og at Hamburg også er berørt,” siger lufthavnens administrerende direktør Michael Eggenschwiler.

Fortsat Ryanair-flyvninger fra Hamborg
Ryanair vil dog fortsat opretholde flyvninger til Hamborg, og vil næste sommer flyve til 14 destinationer fra Hamborg Lufthavn. Kun to af de destinationer, som Ryanair hidtil har betjent – Verona og Krakow – vil næste sommer ikke længere være tilgængelige som direkte flyvninger fra Hamborg, mens de øvrige ruter fortsat vil blive betjent af et eller to flyselskaber.

Ryanair begrunder baselukningerne i Tyskland med den fortsatte usikkerhed omkring levering af nye Boeing 737 MAX-fly, som der er udstedt et internationalt flyveforbud mod efter to fatale flyulykker med flytypen.

“På grund af den sene levering af op til 30 Boeing 737 MAX er et antal baser opgivet eller lukket om vinteren,” siger en talskvinde for Ryanair.

Ryanair har foreløbigt annonceret syv ruter fra Hamborg Lufthavn næste sommer. Det drejer sig om ruter til Faro, Krakow, Lissabon, Oslo-Torp, Gran Canaria, Verona og Zadar. Ifølge lufthavnen vil også Ryanair endvidere genoptage ruterne til Edinburgh, Porto, Sevilla og Marrakesh fra begyndelsen af ​​sommerfartplanen 2020.

Længere tids tilbagegang
Ryanair har ifølge airliners.de gennem længere tid været i tilbagegang på det tyske marked, og markedsandelen for Ryanair og dets datterselskab Lauda i Tyskland faldt sidste år fra 9,8 til 8,4 procent.

Det har ført til en betydelig reduktion i selskabets kapacitet i regionale lufthavne som Frankfurt Hahn, Weeze og Bremen. For eksempel tilbød lavprisselskabet i sommeren 2019 kun cirka 410.000 sæder fra Frankfurt Hahn i forhold til mere end 800.000 sæder i sommeren 2018.

Samtidig har Ryanair, som for få år siden havde ambitioner om at blive det næststørste flyselskab i Tyskland – nu helt trukket sig fra den tyske indenrigstrafik. Således kan Ryanairs sidste tilbageværende indenrigsrute – mellem Berlin-Schönefeld og Köln/Bonn – ikke længere bookes fra udgangen af denne sommersæson.

 

Relaterede artikler:

Sun-Air åbner tysk indenrigsrute fra Hamborg

EasyJet lukker base i Hamborg

Ryanair vil indtage Tyskland