Repræsentanter fra Ryanair til møde med Armeniens premierminister Nikol Pashinyan (Foto: Press Office of The Government of Armenia)

Ryanair på vej med ruter til grænseland til Asien

Ryanair flyver i dag til 210 lufthavne i 38 lande, og inden længe kommer Georgien på rutekortet, mens Armenien ventes at følge efter i 2020.

Armenien kan meget snart blive en del af Ryanairs rutekort. Der er tale om et meget bjergrigt land med en geografisk beliggenhed mellem Aserbajdsjan, Georgien, Iran og Tyrkiet. Således er landet fysisk placeret i Asien, selvom det kulturelt hører med til Europa, og der siges ofte, at landet markerer Europas grænse mod Asien.

Flypassagerer vil opleve, at der er få ruter at vælge imellem, hvis man skal rejse fra Vest- og Centraleuropa til hovedstaden Jerevan. Således er Air France, Austrian Airlines, Bruxelles Airlines og LOT nogle af de få flyselskaber, der kan tilbyde direkte ruter dertil, selvom det også er muligt at flyve via Grækenland eller destinationer i Mellemøsten.

Det ønsker Ryanair at lave om på, hvorfor det irske lavprisflyselskab netop har haft repræsentanter i Armenien for at drøfte vilkårene for selskabets entré i markedet. Ifølge nyhedsbureauet Armenpress har Armeniens premierminister Nikol Pashinyan netop haft besøg af David O´Brien, kommerciel direktør og Kate Sherry, direktør for ruteudvikling hos Ryanair.

Under besøget skulle Ryanairs David O´Brien have givet udtryk for, at selskabet planlægger meget snart at gå ind i det armenske marked, og at der lige nu er forhandlinger i gang med Armeniens civlile luftfartsmyndigheder og Zvarnots International Airport i Jerevan.

Klar med attraktive vilkår
I en pressemeddelelse fra den armenske regering giver premierministeren udtryk for, at udvikling af turismen er en vigtig prioritet, og at nye flyruter vil være et vigtigt skridt i retning af at realisere dette mål.

Efter at Ryanair havde præsenteret selskabets planer for det armenske marked, både hvad angår ruter, prispolitik og andre spørgsmål, så konkluderede Nikol Pashinyan, at regeringen var klar til at give maksimal støtte til de videre planer.

Vice-premierminister Tigran Avinyan har samtidig lavet en opdatering på Facebook fra en hyggelig middag med Ryanair-repræsentanterne, hvor direktøren for de civile luftfartsmyndigheder også var til stede.

“Vi drøftede en lang række emner i relation til flyselskabets mulige entré i det armenske marked,” skrev han.

Det har tidligere været fremme, at både Ryanair og Wizz Air vil være klar med nye ruter til Armenien i sommertrafikprogrammet i 2020. For at gøre det attraktivt for nye flyselskaber, har det været nødvendigt at foretage en lovændring, så der vil kunne tilbydes opstartsrabatter, ligesom en flyskat ifølge armenske medier skal afskaffes.

Klar til Georgien
Onsdag annoncerede Ryanair i øvrigt de første flyvninger til Armeniens nabo Georgien. Der startes op i november med en rute fra Milano-Bergamo til Tbilisi samt to ruter til Kutaisi fra Bologna og Marseille. Fra næste forår vil Ryanair også flyve mellem Køln-Bonn og Tbilisi.

Med de nye ruter vil Ryanair samlet tilbyde en årlig kapacitet på 170.000 sæder til og fra Georgien.

 

Relaterede artikler:

Københavns Lufthavn får flyrute til Georgien