- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ryanair-passagerer fik sig en forskrækkelse

Passagererne ombord på et Ryanair-fly fik sig en oplevelse, som de sent vil glemme, da flyet måtte sikkerhedslande efter en brat nedstigning som følge af røglugt i kabinen.

Røg i kabinen og en sikkerhedslanding i Frankrig. Sådan blev afslutningen på en Ryanair-flyvning, der 3. januar burde være endt på en landingsbane i Portugal. 

Godt tre kvarter efter at en Boeing 737-800 fra det irske lavprisflyselskab var lettet fra Manchester International Airport med kurs mod lufthavnen i den portugisiske havneby Faro, blev der konstateret røg eller røglugt i kabinen. Det rapporterer passagerer til Daily Mail.

Det fik piloterne til at reducere højden fra knap 12.500 meter til 3.350 meter i løbet af blot syv minutter.

Hændelsen fandt sted, mens Boeing 737-flyet befandt sig over den Engelske Kanal. Piloterne valgte herefter at sætte kursen mod Brest Bretagne Airport i det nordlige Frankrig med henblik på en sikkerhedslanding. Her blev flyet fra Ryanair mødt af brand- og redningskøretøjer, da det var landet i lufthavnen.

”Man kunne have hørt en knappenål falde til jorden”
En af de ombordværende passagerer fortæller til det britiske medie, at selvom flyet dykkede ganske betragteligt, var der stille i kabinen, mens det foregik. Passagerne havde nemlig travlt med at øve den stilling, de var blevet instrueret i at indtage, hvis flyet blev tvunget til at foretage en egentlig nødlanding.

”Det lyder mærkeligt, men man kunne have hørt en knappenål falde til jorden. Det var en meget skræmmende oplevelse, men passagererne forblev rolige og spøgte efterfølgende med hinanden. Heldigvis var der ingen små børn ombord,” siger passageren.

Hun roser samtidig flypersonalets indsats under hele forløbet. Efter sikkerhedslandingen blev passagerne ført ind i lufthavnen, hvor de fik stillet mad og drikke til rådighed samt lejlighed til at fordøje indtrykkene fra den afbrudte flyvning.

Rejste videre samme aften
Selvom Frankrig i øjeblikket har strenge karantæneregler for indrejsende briter, fik passagerne lov til at fortsættes deres rejse samme aften. Et fly blev sendt af sted fra London Stansted Airport, og i løbet af tre timer var de rejsende i Brest samlet op og fløjet til Portugal.

Ryanair har efterfølgende kortfattet kommenteret hændelsen. Ifølge en talsmand fra flyselskabet var det en ”en mindre teknisk fejl”, der var skyld i, at der opstod røglugt, og flyet måtte sikkerhedslande.

Ifølge Flightradar24 skulle EI-EFY være fløjet videre til Ryanairs vedligeholdelsescenter i London-Stansted tirsdag, men det er foreløbigt blevet udskudt til onsdag kl. 17.00.

 

Relaterede artikler:

Passager forlod flyet ad nødudgangen

11 timers flyrejse fra Wien til Wien

Air France-fly landede 14 minutter efter Beijing-afgang