Ryanair hilses velkommen i Malmø-Sturup lufthavnen. (Arkivfoto: Swedavia)

Ryanair: Bliver i Sverige trods flyskat

Skavsta er fortsat Ryanairs foretrukne Stockholm-lufthavn, og Ryanair trækker sig ikke ud af Sverige, hvis landet indfører en flyafgift.

Reaktionen fra det irske lavprisselskab Ryanair var iskold, da den norske regering for godt et år siden indførte en udskældt flyskat. Da sommersæsonen sluttede trak Ryanair sig helt ud af Oslo Rygge-lufthavnen, som ellers gennem flere år havde været Ryanairs største skandinaviske knudepunkt med i perioder op til otte basefly og mere end 40 ruter.

Med Ryanairs exit mistede Oslo Rygge-lufthavnen al rutetrafik og måtte lukke sine kommercielle civile aktiviteter.

Helt så galt kommer det ikke til at gå i Stockholms Skavsta-lufthavn, der i dag er Ryanairs største skandinaviske lufthavn med fire Boeing 737-800 basefly samt 15 flyruter og yderligere fire på vej i den kommende vinter. Det forsikrer Ryanair forud for den svenske regerings planer om at indføre en flyafgift fra årsskiftet magen til den norske afgift.

For vigtigt et marked
Foruden Skavsta, så flyver Ryanair også til Gøteborg, Västerås og Växjö samt fra efteråret igen fra Malmø Sturup-lufthavnen. I efterårsprogrammet får Ryanair 27 ruter til og fra Sverige. Helt så mange bliver man ikke ved med at have. Men trække sig helt ud af Sverige, det kommer Ryanair ikke til at gøre. Det er Sverige for vigtigt et marked til.

”(Flyafgiften, red.) øger vores billetpriser med omkring 20 procent, og det gør os naturligvis mindre konkurrencedygtige. Det gør også at vi må genoverveje vores tilstedeværelse i Sverige, blandt andet i betragtning af at Danmark ikke har en flyskat. Men på trods af det er Sverige et vigtigt marked for os, vi ser et godt potentiale, og vi vil ikke trække os ud af Sverige, selv om der bliver en “miljøafgift” på flytrafikken,” siger Matthias Wenk, markedschef hos Ryanair, til Flygtorget.se.

Mens Danmark er mere attraktiv hvad angår afgifter, så er det lige omvendt hvad angår muligheden for at etablere baser. Ryanair har i dag baser i Stockholm Skavsta og Gøteborg Landvetter. Selvom Danmark ikke har nogen flyskat og heller ikke udsigt til at få det, så kan Ryanair derimod ikke åbne baser i Danmark – medmindre de ønsker at indgå danske overenskomster. Og det har de flere gange nægtet at begive sig ud i.

Ingen konkrete Arlanda-planer
Da Ryanair lukkede ned i Rygge-lufthavnen gjorde selskabet samtidig sin entré i Oslo’s hovedlufthavn, Gardermoen, ligesom Ryanair i dag flyver fra store lufthavne som Frankfurt og Københavns Lufthavn. Indtil nu er selskabet derimod fløjet i en bue udenom Stockholms største lufthavn, Arlanda. Og det kommer selskabet indtil videre til at fortsætte med.

”Vi har ingen konkrete planer for Arlanda i den nuværende situation. En etablering i Arlanda skal være kommercielt levedygtig og Skavsta er vores fokus og en lufthavn vi kan lide og har gode relationer med,” understreger Matthias Wenk.

 

Relaterede artikler:

Underskriftsindsamling mod flyskat

Kjos: Svensk flyskat vil styrke CPH

Flyafgifter kan tvinge SAS til større ekspansion i CPH

Oslo-lufthavn lukker

Svensk luftfartsstrategi med flyskat