Det første Ryanair-fly blev mødt med røde faner, da det landede i CPH i 2015.

Ryanair taget godt imod i CPH

Ryanair er startet ud med god belægning på selskabets ruter fra den nye base i Københavns Lufthavn. Til gengæld har selskabet haft svært ved at holde fartplanen.

De første trafiktal for Ryanairs ruter fra den nye base i Københavns Lufthavn i marts måned er nu offentliggjort af Trafikstyrelsen. Og de tegner et billede af, at passagererne har taget rigtig godt imod det irske lavprisselskab, der ellers har måtte tage mange tæsk i medierne og er centrum i en sag i Arbejdsretten.

Den 26. marts åbnede Ryanair sin rute til Milano-Bergamo. I de første seks dage af rutens levetid frem til og med den 31. marts udbød selskabet i alt 2268 sæder til salg. Af Trafikstyrelsens statistik fremgår det, at i alt 1829 passagerer rejste på ruten, som Ryanair er alene om at betjene. Det svarer til en belægning på flyene på 80,6 procent. Bedst besat var flysæderne fra København til Milano-Bergamo. Her var mere end 95,2 procent af sæderne besat med passagerer. Den modsatte vej var 66 procent af sæderne solgt.

Rejste på påskeferie
Ruten til Warszawa-Modlin åbnede også den 26. marts. Også her blev der i rutens første seks dage udbudt 2268 sæder til salg. 1563 af sæderne blev solgt, svarende til 68,9 procent. Også her var det flyvningen fra København, der var bedst besat med en belægning på 91,6 procent. Den anden vej var kun 46,2 procent af sæderne besat med passagerer. Ryanair er også her alene på ruten.

Forklaringen på de mange udrejsende fra København og knap så mange rejsende den anden vej, kan formentlig et stykke hen ad vejen forklares med, at mange danskere i slutningen af marts rejste på påskeferie til blandt andet Milano og Warszawa og først fløj retur, da påsken sluttede i starten af april.

Mere end 80 procent
Trafikstyrelsen opgør kun hvor mange passagerer, der har fløjet fra danske lufthavne til specifikke danske og internationale lufthavne. Ikke hvilke selskaber passagererne har fløjet med på de ruter, hvor der er flere selskaber. Derfor er det svært at få et præcis billede af hvordan Ryanair har klaret sig i de første dage på ruterne til Dublin og London Luton, som blev åbnet den 18. og 26. marts. Men CHECK-IN.dk erfarer, at mere end 80 procent af sæderne har været solgt på begge ruter i ruternes første henholdsvis 14 og seks dages levetid.

På ruten til Dublin konkurrerer Ryanair med SAS, Aer Lingus og Norwegian. På ruten til London Luton konkurrerer Ryanair mod easyJet.

Svært ved at holde tidsplanen
Trafikstyrelsen fører også statistik med hvor gode selskaberne har været til at ankomme og afgå til tiden fra de danske lufthavne. Og her er det muligt at se statistik for hvert enkelt selskab på ruter, hvor der er flere om buddet.

Tallene tegner et tydeligt billede af, at Ryanairs fly har haft svært ved at holde tidsplanen.

På ruten mellem København og Dublin, som betjenes med et fly baseret i Dublin, er det i rutens første 14 dage kun lykkedes at afgå til tiden fra København i 43 procent af tilfældene. Den anden vej ankom 79 procent af flyene til tiden.

Stramt og pakket program
De tre andre ruter til London Luton, Milano Bergamo og Warszawa Modlin betjenes med det samme fly, der starter med en morgentur fra København til London Luton og retur, efterfulgt af ture til Milano Bergamo og retur samt til London Luton og retur. Dagen sluttes af med en rotation til Warszawa inden flyet er tilbage i CPH efter midnat. Et stramt og pakket program, der tydeligt kan aflæses i punktligheden.

Værst ser det ud på Warszawa Modlin. Efter en hel dags flyvning rundt i Europa er det ikke lykkedes Ryanair at afgå til tiden fra København mod Modlin en eneste gang de første seks dage. Og kun en flyvning er kommet hjem til København til tiden.

Næsten lige så slemt så det ud på Milano Bergamo-ruten. Heller ikke her afgik nogen af marts måneds seks flyvninger fra København til tiden. Og kun 33 procent ankom til tiden. Problemet med at afgå til tiden kan formentlig tildels forklares med, at Milano-afgangen ligger kun 30 minutter efter at flyet om formiddagen ankommer fra London Luton. Og her har flyet kun været til tiden i 17 procent af tilfældene. Til gengæld afgik 75 procent af flyene til tiden.

Da det første Ryanair-fly ankom fra Dublin den 18. marts blev det modtaget med flag af ansatte i lufthavnen, der ikke var tilfreds med selskabets modstand mod at tegne dansk overenskomst.