Boeing 737-800 fly fra Norwegian.

Sammenbrud i Norwegian-forhandlinger

Forhandlingerne mellem Norwegian og piloterne hos den norske forligsmand brød tidligt lørdag morgen sammen efter 16 timer.

Kort før klokken 05.30 lørdag morgen kunne den norske forligsmand, riksmekler Nils Dalseide, meddele, at Norwegian og fagforeningen Parat var gået hver til sit efter mere end 16 timers forhandling med riksmekleren for bordenden. Dermed ser pilotstrejken i Norwegian ud til at fortsætte.

”Parterne har meddelt, at de står fast ved deres tilbud, som uforenelige med hinandens, og at der ikke er grundlag for at finde et kompromis. Derfor må vi konstatere, at yderligere mægling ikke er egnet til at føre frem til en mindelig løsning, som alternativ til en konflikt,” siger Nils Dalseide til det norske nyhedsbureau NTB.

Vanskelig opgave
Fredag eftermiddag kl. 13.00 mødtes repræsentanter fra arbejdsgiverorganisationen NHO Luftfart og fagforbundet Parat Luftfart sammen med repræsentanter for Norwegian og Norwegian Pilot Union for at finde en forhandlingsløsning i den fastlåste konflikt mellem Norwegian og dets 700 skandinaviske piloter.

På forhånd var retorikken fra begge parter blevet skærpet på dramatisk vis, og rigsmægler Nils Dalseide syntes at være kommet på en særdeles vanskelig opgave med at få en konstruktiv dialog i gang mellem parterne.

Forhandlingen blev indledt med en såkaldt “open end“, hvilket betyder, at der ikke på forhånd var sat en tidsfrist for at opnå et forhandlingsresultat.

Fra Parats side mødte man op med tre hovedkrav.Først og fremmest ønsker man en overenskomst med den reelle arbejdsgiver. Dernæst vil man have ensartede aftaler i Skandinavien og fælles karrieremuligheder og anciennitet i hele koncernen.

God stemning
Riksmekler Nils Dalseide gav i løbet af fredag aften flere gange den ventende presse opdateringer fra forhandlinger, og fortalte, at stemningen på mødet var god, og at der var en konstruktiv dialog. ‘

Ifølge NTB var stemningen dog temmelig dårlig frem mod forhandlingssammenbruddet lørdag morgen.