- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS aflyser 1.213 afgange

110.000 SAS-passagerer får ikke mulighed for at komme på vingerne mandag og tirsdag, hvor samlet 1.213 flyvninger aflyses.

Pilotstrejken i SAS fortsætter, og derfor har SAS ved middagstid søndag besluttet at aflyse samtlige de flyvninger, der mandag og tirsdag skulle have været bemandet med selskabets egne skandinaviske piloter.

Det får den konsekvens, at 110.000 passagerer må finde andre måder at komme frem på som følge af, at samlet 1.213 flyafgange må aflyses. Aflysningerne fordeler sig med 667 i løbet af mandagen og 546 på tirsdag. Det oplyser SAS i en pressemeddelelse.

“SAS søger at nå frem til en løsning så hurtigt som muligt for at forhindre flere forstyrrelser for de rejsende,” hedder det i meddelelsen fra SAS.

Med de seneste aflysninger har 279.334 SAS-passagerer fået deres rejseplaner forstyrret som følge af samlet 2.802 aflysninger siden strejken tog sin begyndelse den 26. april.

294 flyvninger gennemføres
Til gengæld flyver de eksterne produktionsselskaber fortsat for SAS, og her vil det være muligt at gennemføre hele 294 flyvninger i løbet af mandagen, hvorved skønsmæssigt omkring 20 – 25.000 passagerer kan komme frem til deres destination som planlagt.

Af samlet 294 operationer vil 136 være flyvninger til og fra Københavns Lufthavn, der med disse flyvninger vil være forbundet med 30 destinationer. Det betyder, at SAS kan gennemføre fire indenrigsflyvninger til hver af de tre danske indenrigslufthavne, henholdsvis Billund, Aalborg og Aarhus.

Herudover kommer SAS til at flyve til følgende destinationer fra Københavns Lufthavn: Aberdeen, Bergen, Birmingham, Bologna (2), Bruxelles (2), Dublin, Düsseldorf (2), Gdansk (2), Geneve (2), Gøteborg (5), Hamborg (4), Hannover (3), Helsinki, London-LHR (4), Málaga, Manchester, Palanga (2), Poznan, Stavanger (3), Stettin, Stockholm, Stuttgart (3), Tallinn (2), Trondheim (3), Vilnius (3), Warszawa (2) og Wroclaw.

Fra de jyske lufthavne er der meget få driftsforstyrrelser, da trafikken drives af de eksterne produktionsselskaber. Således flyves der tre gange mandag fra Billund til henholdsvis København, Oslo og Stockholm. Fra Aarhus Lufthavn gennemfører SAS fire afgange til København samt to flyvninger til Oslo samt en flyvning til henholdsvis Manchester og Stockholm. Endelig kan SAS tilbyde fire flyvninger fra København samt en enkelt flyvning til Oslo fra Aalborg Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Søndag – 150 SAS-aflysninger i CPH

Lørdag: SAS gennemfører halvdelen af CPH-afgange

SAS-pilotstrejken er en realitet (opd.)