Airbus A330-300 fra SAS i Københavns Lufthavn. (Foto: CPH/David Perrin)

Søndag – 150 SAS-aflysninger i CPH

SAS vil søndag aflyse 587 flyafgange, og 151 af disse er til og fra Københavns Lufthavn. Samlet vil 64.000 passagerer blive ramt af søndagens aflysninger.

Søndag går pilotstrejken i SAS ind i sit tredje døgn, og allerede lørdag ved middagstid valgte SAS at aflyse 587 flyafgange søndag, mens de resterende 272 afgange vil blive gennemført, da de opereres af eksterne produktionsselskaber, hvis piloter ikke er omfattet af strejken.

Af de 587 aflyste flyvninger i løbet af søndagen er 151 afgående eller ankommende fly til Københavns Lufthavn. SAS aflyser således søndag 78 afgange fra CPH, mens 73 ankomster er blevet annulleret.

Som det også har været tilfældet de øvrige dage er der fleste aflysninger til og fra de skandinaviske hovedstæder. Der aflyses 10 afgående fly til Stockholm samt 10 ankommende. Til Oslo er der i løbet af søndagen ni aflysninger, ligesom ni ankomster også er aflyst.

Langdistanceruterne ligger også stille, og flyene fra København til Beijing, Boston, Chicago, Hong Kong, New York-EWR (2), San Francisco, Shanghai, Tokyo og Washington D.C. kommer ikke på vingerne.

Herudover aflyses flyvninger fra København til Amsterdam (3), Athen, Bergen (3), Berlin (2), Bologna, Bruxelles, Firenze, Frankurt (2), Færøerne, Gdansk, Geneve, Gøteborg, Helsinki, Krakow, London-LHR (3), London-STN, Manchester, Milano (2), München, Nice, Oslo (9), Palma de Mallorca (2), Paris-CDG (3), Prag, Reykjavik, Rhodos, Rom, Stavanger (4), Stockholm (10), Venedig, Zürich,  Aalborg (3) og Aarhus.

126 CPH-flyvninger gennemføres
Mens CPH rammes af 151 aflysninger, så vil der også være SAS-flyvninger, der gennemføres af de fem eksterne produktionsselskaber fra Estland, Irland, Spanien og Storbritannien.

Det betyder, at 272 flyvninger søndag vil blive gennemført af de eksterne produktionsselskaber, og 126 af disse flyvninger vil være til og fra Københavns Lufthavn. Der vil søndag blive adgang til 67 flyvninger fra CPH, mens 59 flyvninger vil have CPH som destination.

De 67 flyvninger fra Københavns Lufthavn dækker først og fremmest danske indenrigsruter samt skandinaviske ruter. Således vil der blive gennemført flyvninger til Billund (4), Aalborg (3) og Aarhus (3). Til de skandinaviske destinationer vil der søndag være afgange til Bergen (3), Gøteborg (5), Stavanger og Trondheim (3).

Herudover vil der blive fløjet fra CPH til Aberdeen, Amsterdam, Birmingham (2), Bologna, Bruxelles (2), Dublin, Düsseldorf (3), Gdansk (2), Geneve, Hamborg (5), Hannover (2), Helsinki (3), London-LHR (2), Málaga (2), Manchester, München (2), Poznan, Prag (2), Rom, Stuttgart (2), Tallinn (2), Vilnius (2), Warszawa (2), Wroclaw og Zürich.

Op imod 1.600 aflysninger
Status efter konfliktens tre første døgn vil dermed være 1.589 aflysninger samt 169.572 passagerer, der har fået forstyrret rejseplanerne.

“Vi beklager dybt, at vores kunder er blevet ramt af den fortsatte pilotstrejke, som har ført til forsinkelser og aflyste flyvninger. Vi gør, alt hvad vi kan for at hjælpe vores passagerer. SAS vil søge at nå frem til en løsning så hurtigt som muligt for at forhindre yderligere forstyrrelser for de rejsende,” hedder det i en pressemeddelelse fra SAS.

 

Relaterede artikler:

Lørdag: SAS gennemfører halvdelen af CPH-afgange

SAS-pilotstrejken er en realitet (opd.)

SAS aflyser flere end 200 flyvninger