SAS CRJ900-fly i Københavns Lufthavn (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Lørdag: SAS gennemfører halvdelen af CPH-afgange

Lørdag vil SAS gennemføre 45 flyvninger fra Københavns Lufthavn, mens 48 afgange til gengæld må aflyses. Samlet vil 34.000 passagerer på hele rutenetværket blive ramt.

Efter en kaotisk fredag med op imod 700 aflyste SAS-flyvninger og omkring 72.000 berørte passagerer, gør SAS klar til en lørdag, der også bliver udfordrende.

Her er der nemlig udsigt til, at omkring 300 flyafgange må aflyses, hvilket kommer til at forstyrre rejseplanerne for 34.000 passagerer, der er en halvering i forhold til  fredagens driftsforstyrrelser.

I Københavns Lufthavn betyder det at 48 afgange må aflyses i løbet af lørdagen, heriblandt syv afgange til Stockholm og seks afgange til Oslo.

Flyvningerne på de interkontinentale ruter fra København til Beijing, Chicago, Hong Kong, Miami, New York-EWR (2), San Francisco, Shanghai, Tokyo og Washington D.C. vil heller ikke blive gennemført.

Herudover må SAS også aflyse på afgange fra København til Athen, Beirut, Bergen, Bologna, Chania (2), Faro (2), Frankfurt, Færøerne, Gazipasa-Alanya, Gøteborg, Las Palmas, London-LHR, London-STN, Milano (2), Napoli, Palma de Mallorca (2), Reykjavik, Rom (2) og Split.

Gennemfører 198 afgange
Til gengæld er der godt nyt til de passagerer, der har købt en SAS-billet, hvor flyvningen udføres af et af de fem eksterne produktionsselskaber, som SAS samarbejder med.

Det er nemlig planen, at 198 SAS-flyvninger, som opereres af disse selskaber, vil blive gennemført lørdag som normalt.

Fra København vil SAS kunne afvikle i alt 45 flyvninger til Amsterdam (3), Bergen (3), Billund, Bruxelles, Dublin, Düsseldorf (3), Frankfurt, Genoa, Gdansk (2), Gøteborg (3), Hamborg (3), Helsinki (2), Málaga (2), Manchester (2), München, Palanga, Paris-CDG, Nice, Stavanger (3), Stuttgart, Trondheim, Vilnius, Warszawa, Aalborg (4), og Aarhus (2).

Fra Aarhus Lufthavn vil SAS gennemføre en afgang til København og Rom, mens der fra Billund flyves en afgang til Oslo samt tre afgange til København. Fra Aalborg Lufthavn vil SAS i løbet af lørdagen kunne operere tre afgange til København.

 

Relaterede artikler:

Uklart om passagerer har ret til kompensation

SAS-pilotstrejken er en realitet (opd.)

SAS vil gennemføre 334 flyvninger trods strejke