SAS-piloter i cockpittet. (Arkivfoto)

SAS ansætter piloter efter 12 års pause

I februar blev det forsigtigt nævnt, at SAS måske skulle få brug for flere piloter. Nu har selskabet netop ansat 30 piloter og søger yderligere 45.

SAS har ikke haft nyansættelser af piloter på programmet siden 2001. I den mellemliggende periode har SAS klaret sig med omrokeringer eller genansættelse af personale, som har været på orlov. Nu har SAS annonceret et behov for 75 nye piloter.

Ansættelserne til de 75 nye pilotstillinger finder sted igennem to ansættelsesrunder.

”Første runde er netop afsluttet. Her blev der i alt ansat 30 nye piloter. Stillingerne er fordelt med 20 i København og 10 i Stockholm,” fortæller pressechef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen til CHECK-IN.dk.

De nye piloter vil tiltræde i begyndelsen af juni lige op til starten på sommerens mange nye ruter, som SAS har lanceret 45 af.

Velkommen til nyuddannede
Der har været rift om stillingerne hos SAS. I alt har selskabet modtaget 3.000 ansøgninger fra hele Norden. Ansøgningerne er kommet, både fra helt nyuddannede piloter og piloter med en længere erfaring i branchen.

”Hidtil har der været mange piloter at vælge imellem, som har haft erfaring i branchen,” oplyser Trine Kromann-Mikkelsen.

Dette faktum har gjort det næsten umuligt for nyuddannede piloter at få job i SAS, men i denne omgang har det været anderledes. I alt 6 af de 20 nyansatte piloter i København, er helt nyuddannede.

”Det handler både om at få de bedste, også handler det om at imødekomme den demografiske udvikling i SAS. Vi vil gerne have piloter i alle aldre,” forklarer pressechefen.

Den yngste pilot i SAS’ nuværende pilotstab er 37 år, og en stor gruppe af SAS’ piloter er på vej mod pensionsalderen.

”I ansættelsesprocessen har man set på profiler, som er gode, og som passer godt ind i SAS. Det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at man har en masse kilometer i bagagen,” fastslår Trine Kromann-Mikkelsen.

De seks nyuddannede piloter, som nu er blevet ansat i SAS, skal flyve SAS’ CRJ-900-fly.

Udover de nyuddannede piloter findes der også tidligere SAS-ansatte blandt de 20 piloter, som i første ansættelsesrunde har fået stilling i København.