(Foto: SAS/Instagram)

SAS deltager i regnbuefarvet parade

Det skandinaviske flyselskab er med når Copenhagen Pride-parade går igennem de københavnske gader i morgen, lørdag, og hylder mangfoldigheden.

Der bliver skruet op for alle regnbuens farver i den kommende weekend, når dette års udgave af Copenhagen Pride Parade bevæger sig gennem de københavnske gader.

Og med i optoget er SAS, som deltager med en vogn pyntet med SAS-brandet, regnbuefarvede bannere, balloner og personale i uniform.

”Vi har valgt at gå aktivt ind i Pride-paraden, fordi det er en utrolig populær, besøgt og eksponeret begivenhed. SAS har i forvejen en høj stjerne i det segment, som deltager i og følger Pride-paraden, og det signal skal vi understøtte med vores tilstedeværelse,” siger Trine Kromann-Mikkelsen,pressechef i SAS.

Den farvestrålende parade er både kendt som en hyldest til lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle (LGBT), men også som en generel hyldest til mangfoldigheden.

”SAS er en mangfoldig virksomhed, og det vil vi gerne fortælle omverdenen. Vi fornemmer også en stor opbakning blandt de ansatte i SAS, som synes, det er fedt, at vi deltager,” siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Styrker sammenhold
Hos Copenhagen Pride er man glad for, at SAS har valgt at deltage i paraden.

”SAS er en rummelig virksomhed med en inkluderende personalepolitik, der sætter mangfoldigheden højt. Derfor er vi rigtig glade for, at SAS vil være med i Copenhagen Pride,” siger Thomas Rasmussen, kommunikationschef hos Copenhagen Pride.

Torsdag var der skrevet foreløbigt 103 deltagere op til at deltage i paraden som sidste år nåede 21.000 deltagere fra organisationer, politiske partier og virksomheder.

”Det har en meget stort betydning for medarbejderne, at deres virksomhed tager del i Copenhagen Pride og aktivt viser åbenhed, lighed og tolerance. Det giver rigtig meget til fællesskabet internt,” forklarer Thomas Rasmussen.

Gayfriendly SAS
Det er ikke første gang, at SAS er med i Pride-parade, men selskabet har også slået et salg for ligestilling på tværs af seksuel orientering i andre sammenhænge.

I 2010 lagde SAS rammer til en vielse af to mænd. Det foregik i et af selskabets fly på vej fraStockholm til New York.

Og på sin hjemmeside betegner SAS sig også som ”Gayfriendly”. Her er der også ansatte, som giver anbefalinger om barer og diskoteker for homoseksuelle i både København, Stockholm og Oslo.

Dette års Pride-parade starter lørdag den 15. august kl. 13 og starter fra Frederiksberg Rådhus.

Foto: SAS