SAS får på 8,5 milliarder kroner i ny kapital

Danmark og Sverige sikrer SAS gennem stor kapitalindsprøjtning. De to lande vil fremover have en ejerandel i SAS på hver 20 procent mod tidligere godt 14 procent.

Redningsplanen for SAS er kommet på plads, og det skandinaviske selskab har sikret sig 12 milliarder svenske kroner – svarende til 8,5 milliarder danske kroner – i ny kapital fra hovedaktionærerne – den svenske stat og den danske stat.

Det meddeler SAS i en fondsbørsmeddelelse tirsdag morgen. SAS har dermed fået den kapitalindsprøjtning, som selskabet for godt to uger siden meddelte, at det havde brug for, hvis selskabet skulle overleve.

”Rekapitaliseringsplanen har til hensigt at gendanne egenkapitalen med 14,25 milliarder svenske kroner og sikre 12 milliarder svenske kroner i nye midler,” skriver SAS i fondsbørsmeddelelsen.

Den statslige ejerandel øges
Med det statslige kapitalindskud øger Sverige og Danmark deres ejerandel i SAS til cirka 20,05 procent hver, mens Sverige hidtil har ejet cirka 14,8 procent og Danmark 14,2 procent af SAS. Den tredjestørste aktionær – den svenske Wallenberg-familie med en ejerandel på 6,5 procent – støtter også redningsplanen.

Den danske regering er klar til at skyde op til seks milliarder svenske kroner (4,3 milliarder danske kroner) i SAS. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Finansministeriet.

“SAS er afgørende for både Skandinaviens og Danmarks internationale tilgængelighed, dansk eksport og erhvervsliv samt danske arbejdspladser. Jeg er derfor glad for, at regeringen sammen med alle Folketingets partier har valgt at bidrage til rekapitaliseringen af SAS. Dermed vil der være et stærkt grundlag for, at SAS også fremadrettet er på vingerne,” siger finansminister Nicolai Wammen (S) i pressemeddelelsen.

Nye aktier og hybridobligationer
Ifølge planen skal de mange milliarder kroner i ny kapital blandt andet komme gennem udstedelse af hybridobligationer til de største aktionærer for seks milliarder svenske kroner (4,3 milliarder danske kroner).

Herudover gennemføres en aktieemission blandt eksisterende aktionærer på fire milliarder svenske kroner (2,8 milliarder danske kroner), ligesom der udstedes nye aktier til den danske og svenske stat for to milliarder svenske kroner (1,4 milliarder danske kroner).

Desuden vil de nuværende obligationsejere få konverteret gæld for omkring 2,7 milliarder kroner til ordinære aktier i selskabet.

Endvidere har den norske stat givet tilsagn om at skyde 355 millioner kroner i SAS for at opretholde indenrigsflyvninger i Norge.

Plan skal godkendes på generalforsamling
Redningsplanen indeholder en række krav til SAS. Selskabet får blandt andet forbud mod at udbetale udbytte til aktionærerne og begrænsede muligheder for opkøb.

Aftalen skal godkendes dels på en ekstraordinær generalforsamling i SAS den 25. august, før den kan blive endeligt vedtaget. Planen skal også godkendes af EU på grund af reglerne om statsstøtte.

”På vegne af SAS’ bestyrelse vil jeg gerne takke vores aktionærer for støtten i disse hidtil usete og udfordrende tider. Jeg vil også gerne takke SAS-ansatte for deres ekstraordinære engagement og støtte i løbet af denne udfordrende periode,” siger Carsten Dilling, formand for SAS-bestyrelsen i fondsbørsmeddelelsen.

 

Relaterede artikler:

SAS siger farvel til næsten 1.600 ansatte i Danmark

Danmark og Sverige vil skyde milliarder i SAS

Sydbank: SAS har brug for syv milliarder kroner