SAS-fagforening vil have medlemmernes opbakning

Cabin Attendants Union, der organiserer SAS’ kabinepersonale, vil høre medlemmerne inden man indleder slutforhandlingerne om dannelsen af ny stor fagforening for danske piloter og stewardesser.

Forhandlingerne om dannelsen af én stor fagforening for størstedelen af Danmarks piloter og stewardesser nærmer sig sin afslutning. Flyvebranchens Personale Union og Cabin Attendants Union (CAU), der organiserer SAS’ kabinepersonale, har forhandlet gennem flere måneder om sammen at danne en ny fagforening.

Men inden slutspurten sættes ind og der skrives under på en aftale vil CAU’s bestyrelse gerne sikre sig, at de ikke arbejder forgæves og mod de omkring 1200 medlemmernes ønsker. CHECK-IN.dk erfarer således, at sammenlægningen er på dagsordenen på CAU’s generalforsamling på torsdag.

Medlemmerne skal ikke sige endegyldigt ja eller nej til en sammenlægning med FPU. Bestyrelsen vil blot tage temperaturen inden de forhandler de sidste detaljer på plads. Når en endelig aftale er underskrevet skal den til afstemning blandt medlemmerne.

”Det er korrekt at vi ønsker at få en vejledende tilkendegivelse fra medlemmerne på generalforsamling på torsdag,” siger bestyrelsesmedlem i CAU, Henrik Parelius, til CHECK-IN.dk.

Blive klippet skallet
Henrik Parelius er desuden formand for Cabin Union Denmark, der er en paraplyorganisation for CAU og de faglige organisationer for kabinepersonale i Thomas Cook Airlines Scandinavia og Jet Time. Han er selv en stor tilhænger af sammenlægningen, som han ser som helt naturlig.

”Vi kan ikke sidde alene hver for sig og blive klippet skallet,” siger Henrik Parelius med henvisning til, at luftfartsselskaber over en bred kam strammer skruen og gennemtvinger stadigt ringere vilkår for det flyvende personale.

Hvis den nye store organisation bliver en realitet vil det betyde, at CAU forlader FTF og at den nye organisation bliver en del af LO-familien.