SAS Baltic Sea
Winglet på SAS-fly (Foto: Tommy Alven | Shutterstock.com)

SAS forventer overskud i 2023/24

SAS forventer et samlet underskud før skat på op imod ni milliarder kroner i indeværende regnskabsår og næste år. Først i 2024/25 vil indtægterne være tilbage på niveauet før COVID-19.

SAS har ikke tidligere i det indeværende regnskabsår, der løbet fra 1. november 2021 til 31. oktober 2022, været i stand til at give aktiemarkedet en pejling på årets resultat.

Med blot en måned tilbage af regnskabsåret har SAS fredag løftet sløret for, at man forventer at komme ud med et justeret resultat før skat på minus 8,0 milliarder svenske kroner, eller hvad der svarer til et underskud på 5,5 milliarder danske kroner. Det oplyser SAS i en pressemeddelelse.

Resultatet forventes skabt på baggrund af en omsætning på 32 milliarder svenske kroner (22 milliarder danske kroner).

Også stort underskud i 2022/23
Det fremgår også af meddelelsen, at SAS forventer at øge omsætningen til 40 milliarder svenske kroner (27,4 milliarder danske kroner) i 2022/23, og først i 2024/25 ventes omsætningen at være tilbage på niveauet fra før COVID-19. I 2025/25 forventes det, at omsætningen er helt oppe på 49 milliarder svenske kroner (33,5 milliarder danske kroner).

Omsætningsudviklingen betyder, at SAS prognosticerer et underskud før skat på et sted mellem fire og fem milliarder svenske kroner (2,75 – 3,42 milliarder danske kroner) i det kommende regnskabsår fra 1. november 2022 til 31. oktober 2023.

Først i 2023/24 forventer der igen overskud, og dette øges til et sted mellem tre og fire milliarder svenske kroner (2,05 – 2,75 milliarder danske kroner) i 2025/26. Det svarer til en EBT-margin på mellem seks og otte procent af omsætningen.

Større efterspørgsel efter fritidsrejser
Forudsætningerne for de økonomiske prognoser hænger sammen med, hvordan SAS forestiller sig, at passagerudviklingen bliver i de kommende år.

Her forventer SAS, at selskabet den 30. april 2023 – efter første halvår af 2022/23 – har hentet 90 procent af passagerne tilbage i forhold til tiden før COVID-19, og i 2023/24 vil man på kortdistanceflyvningerne i fritidsrejsemarkedet være tilbage på 2019-niveaau, mens erhvervsrejsemarkedet dog stadig kun vil være på 80 procent.

Ligeledes forventer man også, at efterspørgslen på fritidsrejser på langdistanceruterne kommer hurtigere tilbage end på forretningsrejsemarkedet.

 

Relaterede artikler:

Pilotstrejken årsag til fortsat underskud i SAS

SAS tabte en milliard kroner på pilotstrejken

SAS skal spare 5,2 milliarder kroner om året