SAS godt på vej trods dyrt brændstof

Med stor hjælp fra medarbejderne er SAS kommet en tredjedel af vejen med selskabet spareplan og har reduceret enhedsomkostningerne. Men høje brændstofudgifter spiser af resultatet på bundlinjen.

Med en reduktion af enhedsomkostningerne på fire procent i andet kvartal i år, er SAS stadig på rette kurs med det storstillede spareprogram 4Excellence. Med en årlig reduktion af enhedsomkostningerne på mellem tre og fem procent, skal programmet give besparelser på i alt fem mia. svenske kroner i år og næste år. Men de fortsat høje brændstofpriser betyder, at selskabet stadig må tage sig til takke med pauvre regnskabsresultater her og nu.

Således er selskabets brændstofudgifter steget med omkring 785 mio. svenske kroner fra andet kvartal sidste år til andet kvartal i år. Fra at udgøre 18,3 procent af de samlede driftsomkostninger, så går hver fjerde krone nu til brændstof.

Det er medvirkende til, at SAS kom ud af andet kvartal med et lille plus på bundlinjen på 371 mio. svenske kroner og en omsætning på knap 11,4 mia. svenske kroner.

”Vi har observeret en klar effekt af 4Excellence på indtægterne. Det er glædeligt, da vi oplevede øget kapacitet og stigende konkurrence i gennem hele andet kvartal. Bestræbelserne på at forbedre vores tilbud – med henblik på at levere værdi for tid og penge til vores kunder – vil fortsætte,” siger SAS’ koncernchef Rickard Gustafson.

Mindre i løn

SAS er kommet en tredjedel af vejen med 4Excellence. Blandt de store bidragydere til spareprogrammet er SAS’ medarbejdere, der i andet kvartal i år fik 6,3 procent mindre i løn end i samme kvartal sidste år. Mindre lønudbetalinger i de kommende måneder vil fortsat bidrage til opfyldelsen af spareplanen og skal efter planen tegne sig for en femtedel, 1 milliard svenske kroner.

Derudover vil selskabet fortsætte med at gennemføre en række effektiviseringsprojekter ved hjælp af den såkaldte LEAN-model. Og det er en model, som har vist sig at være effektiv hos SAS. Således har selskabet ved hjælp af LEAN eksempelvis fundet besparelser alene på ground handling for 150 mio. svenske kroner.