SAS har hævet de interkontinentale billetpriser

SAS har igen hævet brændstoftillæggene på selskabets flyvninger. Denne gang er det de interkontinentale ruter, der er omfattet af stigningen, der trådte i kraft den 3. maj. Det betyder, at en interkontinental returbillet med SAS fremover vil have et brændstoftillæg på næsten 2.000 kroner inkluderet.

I forbindelse med ugens kvartalsmeddelelse fra SAS kunne man læse, at det skandinaviske luftfartsselskab forventer, at de stigende brændstofpriser vil koste omkring en million svenske kroner i regnskabet for 2011.

Det forsøger SAS at modvirke gennem hedging (fastlåsning) af prisen på flybrændstof samt ved at hæve selskabets billetpriser gennem justering af brændstoftillæg.

SAS har netop valgt med virkning fra den 3. maj at forhøje brændstoftillægget på de interkontinentale ruter. Fra Danmark, Norge og Sverige stiger tillægget med Euro 15 pr. strækning svarende til ca. 112 kroner.

Det betyder, at det interkontinentale brændstoftillæg hos SASkommer helt op på 130 Euro pr. strækning for billetter solgt i de skandinaviske lande. Det svarer til ca. 962 kroner for en enkeltbillet eller godt 1.925 kroner for en returbilllet.

SAS har flere gange i år hævet brændstoftillæggene, men kun på indenrigsruterne, de intra-skandinaviske ruter og de europæiske ruter. Første stigning fandt sted den 22. februar og igen 30 dage senere den 22. marts.

Markedsprisen på flybrændstof ligger i øjeblikket på 1.117 dollar pr. ton, hvilket er næsten 46 procent højere end for blot 12 måneder siden. Det vil betyde en ekstra regning for den globale luftfartsindustri på60 milliarder dollars (ca.313 milliarder danske kroner) for hele 2011, hvis prisniveauet på olien holder sig på det nuværende høje niveau.