SAS' danske salgschef, Michael Hansen, ved pressemødet på Færøerne tirsdag. Foto: Andreas Krog.

SAS ikke ude efter færøsk priskrig

SAS vil sælge billetter til Færøerne billigere og mere fleksibelt end Atlantic Airways, men vil ikke starte priskrig.

(TORSHAVN) Da SAS tirsdag formiddag åbnede for billetsalget til sin nye rute mellem København og Færøernes Vagar-lufthavn, så kunne de billigste billetter erhverves til 649 kroner for en enkeltbillet på SAS GO. Det er 50 kroner mindre end de billigste billetter hos Atlantic Airways, der i dag er alene om at flyve på ruten.

Hos SAS er man dog ikke interesseret i at starte en priskrig med det lokale færøske flyselskab.

“Vi er ikke ude i at lave en priskonkurrence. Vi er her for at udvide markedet,” slog SAS’ danske salgschef Michael Hansen fast, da selskabet tirsdag formiddag mødte den færøske presse på en café i Torshavn for at uddybe den nyhed, som CHECK-IN.dk som de første kunne bringe tirsdag morgen.

“Vi tror på, at der er et meget større potentiale for trafik til og fra Færøerne, end der er i dag,” sagde Michael Hansen til de 10-15 fremmødte færøske journalister.

Vise dedikation
I samme åndedrag understregede han også, at det for SAS ikke kun handler om at tage en andel af trafikken i sommersæsonen. Når den første flyver sendes afsted 27. marts, så er det startskuddet til en rute, som SAS agter at betjene en gang dagligt alle ugens syv dage hele året rundt.

“Vi har valgt at lave en helårsrute for at vise vores dedikation som skandinavisk flyselskab. Vi vil gerne understøtte lokalsamfundene de steder i Skandinavien, som vi flyver til,” understregede Michael Hansen.

Kun en klasse
Atlantic Airways indførte for et par år siden et koncept med billige billetter ned til 699 kroner for enkelt tur mellem Færøerne og København. De billige billetter skal dog købes mindst 60 dage i forvejen. Hos SAS afhænger udbuddet af de billigste billetter udelukkende af efterspørgslen. Desuden har SAS et særligt ungdomsprogram, hvor unge under 26 år kan købe billige billetter op til få dage før afrejse.

SAS gjorde på pressemødet en stor dyd ud af at fortælle om sit SAS Plus-produkt, der giver adgang til Fast Track-sikkerhedskontrol og lounge i Københavns Lufthavn samt gratis mad ombord. Hos Atlantic Airways har man kun én serviceklasse, hvor der er betaling for alt andet end kaffe, the og sodavand, på samme måde som på SAS GO.

Fange bølgen
Med afgang fra København om formiddagen seks dage om ugen bliver SAS-flyet dagens første fra Danmark til Færøerne. Det giver gode tilslutningsmuligheder fra den bølge af SAS-morgenfly, som kommer ind til CPH fra Skandinavien og Nordeuropa samt mange af langdistanceflyene fra USA. Den anden vej bliver det muligt at fange bølgen af eftermiddagsfly ud i Europa fra København.

Der er således ingen tvivl om, at SAS kommer med et stærkt produkt og at selskabet nok er den værst tænkelige modstander for Atlantic Airways på den værst tænkelige rute. CPH-ruten er selskabets guldæg, der blandt andet forbinder de 48.000 færinger, der bor på øerne, med de omkring 25.000 færinger, der bor i Danmark.

National stolthed
I adskillige år efter Atlantic Airways’ fødsel i 1987 var der stor national stolthed over selskabet blandt færingerne. De foretrak derfor ofte det selskab fremfor Maersk Air, som også fløj mellem København og Færøerne. Efter Maersk Air i oktober 2004 stoppede med at flyve på ruten, så forsøgte selskabet FaroeJet i 2006 at udfordre Atlantic Airways. Det holdt dog kun godt et halvt år og Atlantic Airways har siden haft monopol på ruten, ligesom de er alene om al anden ruteflyvning til og fra Færøerne.

SAS kommer til at bruge et miks af 141-sæders Airbus A319-fly og 168-sæders Airbus A320-fly. Atlantic Airways bruger i dag Airbus A319-fly på ruten, men får til december et Airbus A320-fly, som bliver øremærket til CPH-ruten. Dermed vil kapaciteten mellem de to destinationer være øget allerede inden SAS melder sin ankomst til marts næste år.

Får særlig træning
Atlantic Airways’ Airbus-fly er udstyret med et særligt avanceret GPS-system, der gør det nemmere at lande i dårligt vejr. SAS-flyene bliver ikke udstyret med det samme system, men selskabets piloter vil få særlig træning for at blive bekendt med Vagar-lufthavnen og indflyvningsforholdene til den.

Det var tirsdag ikke muligt for CHECK-IN.dk at få en kommentar fra Atlantic Airways.

 

Relaterede artikler:

“SAS er kun begyndelsen”

SAS åbner CPH-rute til Færøerne