SAS har indledt et samarbejde med canadiske WestJet, der har to SkyTeam-selskaber som aktionærer. Aftalen vil i løbet af sommeren blive udvidet til også at omfatte codeshare.
For en måneds tid siden kom det frem, at SkyTeam-selskaberne Delta Air Lines og Korean Air har erhvervet uafhængige aktieposter på samlet 25 procent i WestJet fra Onex Partners.
I den kontekst skal man se det nye samarbejde mellem SAS som SkyTeam-medlem og WestJet, der givetvis kan være et kommende medlem af alliancen.
I første omgang vil SAS og WestJet etablere en såkaldt interline-aftale, så de to selskaber gensidigt accepterer hinandens billetter og kan gennemføre gennemskrivning af bagage på flyvninger, hvor SAS indgår som den ene del og WestJet den anden.
Planen er dog at udvide til et større codeshare-samarbejde, og det skulle forventeligt ske i løbet af sommeren.
Samarbejdet vil konkret betyde, at WestJet – baseret på den helårlige SAS-rute til Toronto – får sin WS-kode på flyvninger fra København til destinationer i Skandinavien samt europæiske nøgledestinationer som London, Paris og Amsterdam og Reykjavik.
Grundlag for langsigtet samarbejde
SAS får også en klar fordel af samarbejdet, da man ikke længere har Air Canada som partner efter udtræden af Star Alliancen sidste år i august.
Fra Toronto kan SAS få på sigt få sin SK-kode på WestJet-ruter til Calgary, Vancouver, Ottawa, Edmonton og Winnipeg.
“Dette partnerskab skaber grundlaget for et langsigtet samarbejde, der vil gavne rejsende på begge sider af Atlanten. Sammen med WestJet forbinder vi ikke kun Skandinavien med flere destinationer i hele Canada – vi åbner også op for nye måder at nå Europa fra vigtige canadiske byer. Og med vores planlagte codeshare er endnu flere problemfri muligheder lige om hjørnet,” siger Paul Verhagen, CCO i SAS.
Interline-aftalen, der blev underskrevet under det nylige IATA-årsmøde i Delhi, træder i kraft den 26. juni i år, mens codesharen følger på et endnu ikke oplyst tidspunkt.
“Vi er glade for at byde SAS velkommen som vores seneste interline-partner, der skaber nye muligheder for rejser i begge retninger mellem Canada og vigtige destinationer i Nordeuropa. Dette partnerskab forbedrer ikke kun forbindelserne for WestJet-gæster, der skal til Skandinavien, men åbner også op for en mere problemfri adgang for nordiske rejsende, der ønsker at opleve det bedste af Canada gennem vores voksende indenrigsnetværk,” lyder det fra John Weatherill, CCO hos WestJet.
Relaterede artikler:
To SkyTeam-selskaber køber sig ind i canadiske WestJet