SAS kunne ikke sælge øget kapacitet i februar

Nye trafiktal fra SAS viser, at det skandinaviske luftfartsselskab i februar havde problemer med at sælge flere sæder i takt med en øget sædekapacitet sammenlignet med februar 2010. Dog steg selskabets samlede passagertal – godt hjulpet af de svenske og norske indenrigsruter.

Trods en generel passagerfremgang lykkedes det ikke for SAS i februar at sælge den ekstra kapacitet, som selskabet har sat ind på flere europæiske og interkontinentale ruter i forhold til samme måned sidste år. Det gælder især de interkontinentale ruter til de nordamerikanske destinationer, hvor selskabet i februar sammenlignet med samme måned 2010 oplevede et fald ikabinefaktoren på 4,1 procentpoint til i alt 72,5 procent.

Sammenlagt er kapaciteten på de interkontinentale ruter steget med 7,7 procent i forhold til februar sidste år, men tallene for februar viser, at det ikke er lykkedes SAS at sælge de ekstra udbudt sæder, eftersom efterspørgslen på denne del af selskabets trafik kun steg med 1,8 procent. Samme billede er gældende på de europæiske ruter, hvor kapaciteten er steget med 7 procent i forhold til samme måned sidste år, mens antallet af passagerer kun steg med 3,7 procent.

”Med så meget ekstra kapacitet, er der tale om en investering, hvor passagererne først skal vænne sig til, at vi har et større trafikprogram, og derfor skal der gå et års tid, før at den øgede kapacitet vil bære frugt, hvilket vi forventer. Det er simpelthen svært at få fuld dækning fra starten,” siger Per Møller Jensen, Vice President, Brand, Marketing og EuroBonus hos SAS.

Selv om SAS har haft en laverekabinefaktor i forhold til den øgede kapacitet kom SAS-gruppen ud af februar med en samlet fremgang i antallet af passagerer på 5,3 procent, hvor især de svenske og norske indenrigsruter trak opad. Påde danske indenrigsflyvninger faldt antallet af passagerer med 13,6 procent, hvor SAS er i hård konkurrence med Norwegian og Cimber Sterling på København-Aalborg ruten ogCimber Sterling alene på København-Aarhus ruten..

”Konkurrencen på de danske indenrigsflyvninger vil nok fortsætte på nogenlunde samme niveau i den kommende fremtid. Derfor har vi ingen forventninger om at øge kapaciteten på det danske indenrigsmarked,“ siger Per Møller Jensen.

I februar fløj SAS i alt med 2 millioner passagerer, hvilket er 118.000 flere end samme måned året før. Kabinefaktoren endte på 66, 5 procent, der betød et lille fald på 0,4 procent point

Foto: SAS har svært ved at få solgt den øgede kapacitet på de europæiske og interkontinentale ruter.