Bombardier CRJ900 opereret på vegne af SAS.

SAS lukker rute til Luxembourg

Fra slutningen af oktober vil det ikke længere være muligt at flyve med SAS fra København til Luxembourg.

For to år siden fik SAS konkurrence på ruten mellem København og Luxembourg, da Luxair etablerede sig med en daglig aftenrotation.

Nu har Luxair tilsyneladende fået så godt fat, at SAS vil opgive ruten fra den 25. oktober i år, når vintertrafikprogrammet træder i kraft.

I dag flyver SAS to gange dagligt på hverdage fra København til Luxembourg samt en enkelt afgang om søndagen. Der benyttes fly af typen CRJ900 med plads til 88 passagerer.

“Vi har valgt at lukke ruten fra starten af vintertrafikprogrammet, da den ikke er lønsom og heller ikke ser ud til at kunne trække sig op fremadrettet,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

SAS har i forbindelse med rutelukningen indgået en midlertidig aftale med Lufthansa, der i perioden fra den 23. oktober 2015 til den 4. juli 2016 overtager allerede bookede SAS-passagerer, der således vil kunne flyve til og fra Frankfurt med SAS og derfra videre med Lufthansa til Luxembourg.

Succes med skandinaviske ruter
Mens Luxair oprindeligt etablerede sig med en daglig aftenrotation mellem Luxembourg og København, har flyselskabet i mellemtiden øget til to daglige afgange.

På hverdage flyver Luxair hver morgen fra København til Luxembourg kl. 08.35 med et Embraer ERJ-145 jetfly med plads til 49 passagerer. Aftenafgangen fra København gennemføres med et Bombardier Q400-fly med 76 sæder.

Luxair har siden ruteopstarten i København den 3. juni 2013 satset på skandinaviske rejsende bosat i Luxembourg, og det er endda også lykkedes at etablere en eftermiddagsafgang fra Stockholm til Luxembourg.

Luxembourg er et af EU´s tre politiske centre, hvorfor der er særligt mange EU-politikere og embedsmænd på ruten. Herudover har den finansielle sektor store interesser i Luxembourg.