SAS-fly i Stockholm Arlanda Lufthavn (Foto: Peter Phillips)

SAS med til at effektivisere trafik ud og ind ad Stockholm

Et nyt system skal forudsige trafikken ud og ind ad Stockholm-Arlanda Lufthavn, hvilket skal medføre en mere punktlig og effektive logistik til og fra den svenske hovedstadslufthavn. Projektet indebærer et samarbejde mellem Det Svenske Luftfartsvæsen (LFV), Swedavia og SAS.

I målet om at opnå en mere punktlig og effektiv trafik ud og ind ad Stockholm-Arlanda Lufthavnen, indgår Det Svenske Luftfartsvæsen (LFV), Swedavia, det statslige selskab, der står for driften af de i alt 14 lufthavne i Sverige og SAS et samarbejde om en effektiviseringsplan med udmøntning i 2015.

Samarbejdet har til formål at forudsige, hvornår et fly præcist ankommer til gaten, hvornår det kører fra gaten og hvad tid flyet igen letter. Disse nye og præcise informationer skal være med til at øge punktligheden ud og ind ad Sveriges største lufthavn samt reducere forbruget af brændstof og emissionerne. Planen er, at man i 2015 er i stand til at forudsige de bestemte og aktuelle tidspunkter for landing og take off.

”En øget effektivitet, der på samme tid reducerer emissionerne, er af vital betydning for luftfartsindustrien. At være på forkant med denne udvikling og være med til at inspirere andre til at gøre det samme er noget, som alle parterne i dette samarbejde er meget stolte af, ”siger fungerende topchef i SAS, John Dueholm.

SAS har i de seneste år haft et stort fokus på at mindske spildtiden til og fra selskabets operative lufthavne, og SAS har bl.a. været kåret for det mest punktlige flyselskab i Europa. Derfor er det formentligt ikke tilfældigt, at det er SAS, som Det Svenske Luftfartsvæsen (LFV) og Swedavia indgår et samarbejde med.

Alle tre parter er foruden involveret i et stort EU-projekt (SESAR JU), der handler om at skabe et fælles europæisk luftrum, der skal nedbringe passagerernes ventetid i lufthavnene og samtidig reducere brændstofforbruget og kuldioxid-udslippet med 10 procent i 2020. En udvikling, som generaldirektør for LFV, Thomas Allard, glæder sig over.

”Sverige var den første til at udvikle en række nyskabelser inden for luftfartstjenester, der har bidraget til lavere emissioner. Nu tager vi tingene et skridt videre og skaber et grundlag for endnu flere avancerede, grønne metoder.”

Stockholm-Arlanda Lufthavn blev indviet i 1959 og har siden været Sveriges største og internationale lufthavn. Lufthavnen, der betjener omkring 70 forskellige flyselskaber, har tre start- og landingsbaner. København er den hyppigste destination fra Arlanda Lufthavn, der ligger 42 km. nord for Stockholm.

Foto: SAS vil medvirke til at effektivisere trafikken ind og ud af Stockholm-Arlanda lufthavnen.