SAS-medarbejdere atter på Hedegaardsvej

Hele den kommercielle afdeling i SAS er i løbet af juni måned blevet samlet på Hedegaardsvej 88 i Kastrup, der indtil 2004 var hoveddomicil for SAS i Danmark. I alt 200 SAS-medarbejdere er nu placeret på to etager i bygningen.

Hovedparten af medarbejderne i SAS Danmark forlod i 2004 luftfartsselskabets domicil på Hedegaardsvej 88 i Kastrup til fordel for den nye kontorbygning ved lufthavnen, der sidenhen blev døbt SAS-Huset.

Men nu er de på vej tilbage igen. I løbet af juni måned flyttede hele den kommercielle afdeling tilbage til det tidligere SAS-domicil, der siden 2004primært har været beboet af SAS-medarbejdere indenfor legal-services og billetafregning.

Hele den kommercielle afdeling i den danske afdeling af SAS er nu blevet samlet på én etage på Hedegaardsvej. Det er således afdelingerne, der hedder netværk, revenue management, salg, marketing, HR, e-learning og call-center, der fremover vil have til huse i den bygning, der rummer en stor del af historien for den nyere del af SAS i Danmark.

“Vi er i de senere år blevet langt færre mennesker i SAS, og det giver samtidig fordele at samle hele den kommercielle del på en etage. Samtidig er huslejen også billigere på Hedegaardsvej i forhold til SAS-Huset i lufthavnen,“ forklarer marketingdirektør Per Møller Jensen.

Operationelle funktioner bliver i lufthavnen
I dag er der således samlet omkring 200 ansatte i domicilet på Hedegaardsvej, men der er dog foreløbigtikke udsigt til, at flere funktioner skal samles på adressen.

”Deoperationelle funktionerskal blive i lufthavnen, der samtidig er vores crewbase. Kommunikationsafdelingen bliver også i SAS-Huset, da den har en del at gøre med det operative miljø,“ fortæller Per Møller Jensen.

Adressen Hedegaardsvej 88 omfatter i dag også Lufthansa-gruppen med selskaberne Lufthansa, Swiss, Austrian og Brussels Airlines. Herudover har Folkeferie hjemme på adressen, ligesom vindemølleproducenten Vestas også har en afdeling i huset.