SAS mister partner i megafusion

Den længede ventede fusion mellem American Airlines og US Airways er nu vedtaget. Det betyder at SAS og Star Alliance må vinke farvel til US Airways

SAS kommer højest sandsynligt til at miste en samarbejdspartner i Star Alliance, når fusionen mellem American Airlines og US Airways realiseres. De to selskabers bestyrelser har givet grønt lys til fusionen, der kan betyde et farvel til Star Alliance for US Airways.

US Airways har bejlet til American Airlines gennem længere tid mens American har været i betalingsstandsning. Og allerede tidligt i forløbet erklærede parterne, at en fusion ville betyde, at det nu selskab blev medlem af oneworld-alliancen, hvor American Airlines er det eneste amerikanske selskab.

Dermed mister SAS og de øvrige Star-selskaber en samarbejdspartner med et meget fintmasket rutenet på den amerikanske østkyst. US Airways har da altid stået i skyggen af storebror United Airlines i Star Alliance, og SAS har da gennem tiden også arbejdet tættere sammen med United end med US Airways.

Således har SAS ikke en eneste codeshare-aftale med US Airwaysi USA, mens SAS har et væld af codeshares på Uniteds ruter.

“Det skyldes at vi tilfældigvis har fløjet ind tildestinationer som Newark, Chicago og Washington, hvor United og det tidligere Continental har store trafikknudepunkter. Og derfor har det været naturligt at indgå codeshares,“ siger Simon Pauck Hansen, VP for Partners and Network i SAS.

Derfor får det ikke den store betydning for SAS-netværket, hvis US Airways forlader Star Alliance.

“Vi har faktisk mere interline-trafik med American Airlines end US Airways, fordi Americanhar et stort hub i Chicago, hvor vi flyver til,“ siger Simon Pauck Hansen.

Bolden ligger nu hos konkursretten, der skal godkende at American Airlines igen kommer ud i det fri, og de amerikanske konkurrencemyndigheder, der skal godkende at det, der bliver verdens største flyselskab, ikke gør konkurrencen på det amerikanske marked mindre.

94.000 ansatte
På hele det amerikanske indenrigsnet findes kun 12 ruter, hvor både US Airways og American Airlines flyver. Iagttagere peger på, at det stort set kun er i Washington Reagan lufthavnen, at konkurrencemyndighederne kunne tænkes at ville hæve øjenbrynene og forlange, at det nye selskab afgiver ruter til andre selskaber for at minimere sin 60 procents dominans i lufthavnen.

Det nye selskab bliver en kolos med mere end 94.000 ansatte, over 950 fly, 6.500 daglige flyvninger, otte trafikknudepunkter og en omsætning på knap 39 mia. dollars.

Der spekuleres nu i om det nye selskab, der får navnet American, vil holde fast i både American Airlines’ bestilling af Boeing 787 Dreamlinere og US Airways’ bestilling af Airbus A350XWB-fly.

Ude til tælling
Med fusionen er det, der var USA’ seks største netværksselskaber for 10 år siden, blevet til tre. ”The big six” talte Delta Airlines, Northwest, United Airlines, Continental, American Airlines og US Airways. Først fandt Delta og Northwest sammen i megafusion, siden fulgte United og Continental og nu er det så American og US Airways tur. Dermed er den konsolidering, som alle pegede på som absolut nødvendig i kriseårene efter 11. september, kommet et meget stort stykke af vejen.

American Airlines har været i betalingsstandsning siden november 2011. Det har betydet, at selskabet har været meget tilbageholdende med at ekspandere og åbne nye ruter. Dermed har Delta Airlines og United kunnet få endnu stærkere fodfæste på det asiatiske og det europæiske marked, mens American Airlines har været ude til tælling. Det nye American kommer derfor sandsynligvis til at opruste på Europa og især det voksende asiatiske marked.

København til gode
Hvis American vælger at indlede en aggressiv europæisk offensiv, så kunne det ende med at komme til København til gode. United Airlines lukkede sidste år sin rute fra New York Newark til København, og Delta Airlines har de senere år kun fløjet til København fra New Yorks John F. Kennedy Lufthavn i tre måneder i sommerhøjsæsonen. Derfor er der intet amerikansk flyselskab i København i dag.

Det kunne American Airlines måske tænkes at benytte sig af. Det kan dog også være at man vælger at fokusere på at føde trafik ind til Berlin, som er trafikknudepunkt for oneworld-kollegaen airberlin.