SAS ønsker mere bagagestabilitet i CPH

Et nedbrud i Københavns Lufthavns bagageanlæg i lørdags gav store udfordringer for en række flyselskaber, herunder SAS. Nu efterlyser SAS mere stabilitet i lufthavnens bagageanlæg.

Ingen sommer uden bagageproblemer i Københavns Lufthavn. Det var tilfældet i 2009, igen i 2011 og nu også i 2013. Dog er dette års problemer ikke af samme karakter som i 2011.

Årets største udrejseweekend startede i lørdags, og samme dag begyndte problemerne i Københavns Lufthavn. Et af transportbåndene, der er fødelinje til de såkaldte “sorters“ (maskine, der sorterer kufferterne, så de ryger ned i de rigtige bokse, red.) gik i stykker, hvilket medførte nedsat kapacitet. Samtlige “sorters“ i sorteringsanlægget måtte genstartes, og samtidig måtte man foretage en nødtørftig reparation af det beskadigede bånd.

Problemerne fortsatte i løbet af søndagen, hvor båndet blev helt ufunktionsdygtigt, hvilket fortsat gav nogle klumper i afviklingen af bagagesorteringen. Først natten til mandag lykkedes det at udbedre fejlen ved hjælp fra montører og teknisk personale hos leverandøren.

Ifølge kilder i branchen har leverandøren tilsyneladende ikke sikret, at der i weekenden var tilstrækkeligt mandskab til rådighed til at sikre fejlretning og justeringer på det nye bagagesorteringssystem, der har kostet lufthavnen op imod 250 mio. kroner.

Utilfredshed hos SAS
Hos SAS er der absolut ingen begejstring at spore i forhold til lufthavnens præstationer i den forløbne weekend.

“Først og fremmest beklager vi naturligvis de gener, som den type nedbrud har for vores kunder. Det er et stort problem for vores passagerer, der skal af sted på ferie, og vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at få bagagen frem så hurtigt som muligt,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Hun peger samtidig på, at SAS især er bekymret for bagageanlæggets stabilitet, mens man også tidligere har været skeptiske i forhold til anlæggets kapacitet i sommerperioden.

“I løbet af foråret har SAS peget på problemer i bagageanlægget og advaret mod overbelastning i den travle sommertrafik. Vi har også peget på løsningsmodeller, men de er ikke fundet relevante,“ konstaterer pressechefen.

Hos Københavns Lufthavn erkender man, at der har været problemer med stabiliteten, men melder hus forbi omkring anlæggets kapacitet.

”Vi lytter altid til vores kunder, og så sent som i går har SAS’ ledelse kvitteret for, at kapaciteten på vores bagageanlæg efter den seneste udbygning er rigelig. Når det er sagt, har vi i den seneste måneds tid arbejdet på at bringe driftsstabiliteten helt i top. Der har beklageligvis været nogle indkøringsproblemer efter at vi tog den seneste udvidelse af vores bagageanlæg til en kvart milliard kroner i brug, og vi arbejder intensivt på de sidste justeringer,“ siger pressechef Søren Hedegaard Nielsen fra Københavns Lufthavn.

Rejsende i Københavns Lufthavn har de seneste par dage kunnet se massevis af bagage ophobet i lufthavnen. Det er først og fremmest uekspederet bagage fra primært handlingselskabet Novia samt en del bagage fra SAS´ udestationer, der nu er havnet i Københavns Lufthavn. Der skulle være tale om 600 stykker bagage om dagen, der er kommet ind fra SAS-stationerne i udlandet.