Air Greenland Airbus A330-200. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund. Danish Aviation Photo)

SAS på vej ud af Air Greenland

SAS følger trop med den danske stat og vil også sælge sin aktiepost i Air Greenland. Dermed vil flyselskabet blive 100 procent ejet af det grønlandske selvstyre.

SAS har gennem mange år ønsket at sælge sin aktiepost på 37,5 procent i Air Greenland. Men der har blot ikke været nogen købere, der har ønsket overtage aktierne på de vilkår, som SAS har stillet op.

Den 13. juni 2007 meddelte SAS officielt, at aktierne i Air Greenland var til salg, og efter 11 år har man nu fundet en køber. Det bliver Grønlands Selvstyre, som et led i aftalen med den danske regering om engagementet i lufthavnsprojektet i Grønland, køber aktierne fra den danske stat og SAS.

Hidtil har den Grønlands Selvstyre og SAS hver siddet på 37,5 procent af aktiekapitalen i det grønlandske flyselskab, mens staten har ejet 25 procent.

Parterne har til hensigt at gennemføre en omlægning af ejerstrukturen i Air Greenland A/S, som medfører, at selvstyret køber statens aktier i Air Greenland A/S. Det sker under forudsætning af, at en række forhold ved selvstyrets aktiekøb vurderes tilfredsstillende for begge parter, herunder værdiansættelse,” lyder det i aftalen.

SAS følger trop med staten
SAS har onsdag eftermiddag udsendt en pressemeddelelse, hvori det hedder, “at i henhold til den politiske aftale mellem den danske stat og Grønlands Selvstyre, vil SAS og det grønlandske selvstyre også bekendtgøre, at selvstyret vil overveje at købt den aktiepost på 37,5 procent, der i dag er ejet af SAS. Denne mulige akkvisition er underlagt de samme betingelser som aftalen mellem staten og selvstyret.”

Det betyder, at værdiansættelsen skal være på plads, og at finansminister Kristian Jensen (V) skal godkende aftalen. På vegne af SAS er det dog selskabets bestyrelse, der endeligt skal give sanktionere aftalevikårene.

SAS overvejer egne flyvninger til Grønland
SAS startede de første flyvninger til Grønland i 1949 og var i 1960 fødselshjælper til Air Greenland (der dengang hed Grønlandsfly, red.) sammen med Kryolitselskabet Øresund, der drev minedrift i Grønland.

Der har ikke været SAS-flyvninger til Grønland siden 2008, da SAS valgte at lukke sommerflyvningerne til Kangerlussuaq i 2009, før de overhovedet var kommet i gang. SAS forklarede dengang, at man ikke havde den rigtige flykapacitet til rådighed, men at man ville vende tilbage, hvis forholdene ændrede sig.

Det er ikke usandsynligt, at SAS vender tilbage til Grønland, da selskabet ikke længere vil have en interessekonflikt, hvis man går direkte i konkurrence med Air Greenland.

“Vi evaluerer løbende alle attraktive markeder til og fra Skandinavien – og det gælder også det grønlandske. Her spiller infrastrukturen i form af tilgængelige lufthavne en væsentlig rolle i vores overvejelser,” sagder pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark i foråret 2017 til CHECK-IN.dk.

Med lufthavnsfinansieringen på plads, er markedet således blevet lagt til rette for SAS.

 

Relaterede artikler:

SAS vurderer flyvninger til Grønland

Air Greenland-direktør skal gøre klar til nye fly

Air Greenland og SAS i udvidet samarbejde

SAS kan ikke komme ud af Air Greenland