SAS sænker gebyrer for ekstra bagage

SAS vil med virkning fra den 1. februar sænke gebyrerne på ekstra bagage samt bagage med særlig stor vægt eller omfang.

Gebyrstigninger har været en del af hverdagen hos flyselskabernes kunder i de senere år. Derimod hører det til sjældenhederne, at gebyrerne sænkes.

Men det er, hvad SAS har valgt at gøre med virkning fra den 1. februar. Her vil gebyrerne på ekstra bagage samt særligt tungt og voluminøst bagage blive sænket med omkring syv procent på ruterne inden for Skandinavien, Europa og Mellemøsten (Tel Aviv).

SAS oplyser, at gebyrerne er blevet justeret som følge af valutabevægelserne. Flybrændstof afregnes typisk i amerikanske dollars, og kursen i forhold til danske kroner er faldet med 6,3 procent fra juli måned sidste år, hvor seneste forhøjelse blev besluttet. Herudover er brændstofpriserne faldet med 5,7 procent i de seneste 52 uger, således at der er blevet luft til gebyrsænkningen.

Nye gebyrer for ekstra bagage per 01. februar 2014

Ekstra bagage 28AUG13 01FEB14 Ændring
Max. 23 kg, max. 158 cm SAS Go / SAS Plus EUR 70 EUR 65 -7 %
Større bagage 28AUG13 01FEB14 Ændring
Max. 23 kg, max. 277 cm SAS Go / SAS Plus EUR 140 EUR 130 -7 %
24-32 kg, max. 158 cm SAS Go / SAS Plus EUR 140 EUR 130 -7 %
24-32 kg. max. 277 cm SAS Go / SAS Plus EUR 210 EUR 195 -7 %

Kilde: SAS

Bagagegebyrerne på indenrigsflyvninger i de skandinaviske lande samt interkontinentale flyvninger vil forblive uændrede.

Reduktionen af gebyrerne skal ses i lyset af, at SAS i juli måned sidste år besluttede at forhøje gebyrerne med 17 procent med virkning fra den 28. august 2013. Så der har trods alt været noget at tage af.

Gebyrerne gælder på alle flyvninger med SAS og det norske flyselskab Widerøe, som SAS afviklede majoritetsejerskabet af i efteråret 2013.

I forbindelse med de nye gebyrsatser understreger SAS, at det kun er muligt at indchecke fire stykker ekstra bagage per passager, udover hvad der er inkluderet som fribagage i forbindelse med billetten.

Hos SAS er det i øvrigt muligt på selskabets hjemmesiden at beregne gebyret for ekstra bagage gennem indtastning af relevante data i en såkaldtbagage-kalkulator.