SAS: Stockholm-Singapore er ikke opgivet

En SAS-rute mellem Stockholm og Singapore var ikke med i første bølge af det nye samarbejde med Singapore Airlines, sådan som SAS havde ønsket sig. Den skal nok komme, men lønsomhed er vigtigst, lyder det fra SAS.

SAS’ forventninger til resultatet af det joint venture med Singapore Airlines, som parterne har forhandlet om det sidste halvandet år, var tårnhøje. Det skandinaviske selskab gav undervejs udtryk for, at man godt kunne tænke sig, at Singapore Airlines øgede antallet af afgange på Singapore – København fra tre til syv, og at SAS åbnede en rute fra Stockholm til Singapore.

Men sådan skulle det ikke blive. I hvert fald ikke i første omgang. Da konkurrencemyndighederne i Singapore i sidste uge gav samarbejdet den endelige godkendelse, var Singapore Airlines med det samme klar med en pressemeddelelse om en oprustning af ruten til København. Dog kun til fem ugentlige afgange og ikke til den daglige betjening, som skandinaverne havde drømt om.

Med i pakken var heller ikke den rute mellem Stockholm-Arlanda og Singapore, som SAS havde ønsket sig.

SAS skal dog ikke hænge for meget med næbbet. Oprustningerne skal nok komme – hvis de er lønsomme.

”Det er ambitionen at åbne Stockholm -Singapore som en del af samarbejdet. Men vi enige om at ekspansion mellem Skandinavien og Singapore skal ske skridt for skridt for at sikre lønsomhed,” forklarer Simon Pauck Hansen, VP Partners & Intercontinental Network i SAS.

Starter op fra december
Mens det har taget lang tid at forhandle samarbejdet på plads og få myndighedernes godkendelse, så er selskaberne omvendt ikke langsomme om at komme ud af starthullerne, når først, der er givet grønt lys.

”Vi starter op med fælles salgs- og marketingaktiviteter fra december, justerer tidstabellen på CPH-SIN for at sikre forbedret feed til og fra København samt øger SAS’ code sharing på yderligere destinationer i Sydøstasien og Australien,” forklarer Simon Pauck Hansen.

I dag flyver Singapore Airlines både direkte mellem Singapore og New Yorksamt med en mellemlanding i Frankfurt. Førstnævnte rute lukkes i efteråret næste år, men ruten via Frankfurt vil bestå. Og Frankfurt vil fortsat være mellemstationen. Selvom afstanden er kortere via København, så er det ikke en del af det nye samarbejde at lade CPH være den nye optankningsstation.