- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

SAS-strejken rammer Aalborg Lufthavn

Aalborg Lufthavn havde i april en passagertilbagegang på 10 procent, hvilket skyldes en kombination af påske og aflyste SAS-afgange.

Aalborg Lufthavn kommer ikke til at huske april 2019 for noget godt. Påsken ramte Aalborg Lufthavn negativt, og da indenrigsruten til København vejer tungt i den nordjyske lufthavns trafikstatistik, og med færre indenrigsrejsende i april grundet påsken, har lufthavnen haft en samlet tilbagegang på 10 procent i årets fjerde måned.

I april i år rejste 63.809 passagerer indenrigs til og fra Aalborg mod 72.883 i april 2018, hvilket repræsenterer et fald på 12,5 procent. Det er samtidig det laveste antal siden 2007 i en april måned. For 12 år siden var der i april kun 54.262 passagerer, der benyttede indenrigsruten mellem København og Aalborg.

Det er dog ikke alene påskeeffekten, der bringer denne kedelige rekord til Aalborg Lufthavn. SAS har siden den 26. april aflyst en række afgange til og fra Aalborg Lufthavn, hvilket har kostet flere tusinde passagerer.

“April må siges at have været en hård måned for indenrigstrafikken. Vi havde fra start forventet en tilbagegang, grundet helligdagene i påsken, som sidste år faldt i marts, men sidste og denne uges pilotstrejke i SAS var uventet. Det er en ærgerlig situation, som resulterede i en række aflyste afgange fra Aalborg til København i april – svarende til omkring 3.000 passagerer,” forklarer Søren Svendsen, administrerende direktør fra Aalborg Lufthavn.

Optimisme med chartervækst
I udenrigstrafikken oplevede Aalborg Lufthavn også en tilbagegang i april. Med 43.448 passagerer var der 10,1 procent færre rejsende til de internationale rutedestinationer sammenlignet med samme måned året før.

Eneste positive element er udviklingen i chartertrafikken, der i april viste en fremgang på 18,7 procent. Således rejste 7.542 charterrejsende til og fra Aalborg Lufthavn i april mod 6.354 i april sidste år.

“Efter et vinterprogram med et markant lavere udbud for de ferierejsende, ser det ud til, at sommercharterprogrammet er på samme niveau som sommeren 2018. Samtidig er der spændende nyheder at se frem til, når blandt andet SunCharter den 4. maj har første afgang til det græske fastland, til tre nye græske ferieperler. Derudover sætter Bravo Tours ekstra ind på Azorerne og introducerer Golden Sands med Great Dane Airlines,” lyder det fra den nordjyske lufthavnsdirektør.

 

Relaterede artikler:

Aalborg Lufthavn har mistet næsten 28.000 passagerer

Fortsat tilbagegang for Aalborg Lufthavn

Svag start for Aalborg Lufthavn