SAS tilbyder fri ombooking af billetter til Mexico

SAS har besluttet at tilbyde én gratis ombooking af allerede bestilte billetter til Mexico med afrejse inden 31. maj.

Udbruddet af svineinfluenza har betydet, at mange rejsende har ønsket at afbestille rejser til eller via Mexico.

Det tager SAS nu konsekvensen af og tilbyder rejsende at ombooke allerede bestilte billetter til en senere dato. Der er dog visse betingelser, der skal være opfyldt. Billetten skal være udstedt på en elektronisk SAS-billet før den 30. april, ligesom at afrejsen skal være senest 31. maj 2009.

SAS tilbyder sine passagerer at udsætte rejsen indtil den 31. december 2009. Samtidig gør selskabet opmærksom på, at det kun er tilladt at ombooke én gang uden ændringsgebyrer. Såfremt der ændres yderligere vil flybillettens normale billetregler være gældende.

Mexico flag

Hvis rejsen ændres til en dyrere afgang skal passagereren selv afholde denne omkostning, mens differencen vil blive refunderet, såfremt en senere flyafgang viser sig at være billigere.

Luftfartsselskabernes internationale sammenslutning IATA er naturligvis bekymret over svineinfluenzaens fremkomst. IATA gør opmærksom på, at moderne fly har luftfiltreringssystemer, der svarer til hospitalernes udstyr. Herudover desinficeres flykabiner løbende, ligesom at flypersonalet kan håndtere en situation, hvor passagerer bliver syge ombord på flyet.

IATA har en opdateret sektion om svineinfluenzaen på organisationens hjemmeside.

Link: IATA – Swine Influenza