(Foto: Bo Skovgaard)

SAS tilfreds med Cimber A/S

SAS har ikke modtaget én eneste passagerklage over Cimber A/S’ betjening af SAS-ruten København – Billund. Parterne forventer at forlænge samarbejdet henover sommersæsonen 2013.

Siden 13. august har Cimber A/S befløjet indenrigsruten København- Billund for SAS. Et set-up, som SAS er så glad for, at parterne er meget tæt på at forlænge samarbejdsaftalen, som udløber ved vinterfartplanens udløb i slutningen af marts

”Jeg forventer at vi meget snart har en aftale på plads om at forlænge samarbejdet til at omfatte sommerprogrammet næste år. Vi er ganske godt tilfredse med samarbejdet, og har ikke modtaget én eneste kundeklage om ruten,” siger Simon Pauck Hansen, der er VP Partners & Intercontinental Network i SAS.

Da Cimber Sterling gik konkurs den 3. maj i år lukkede ruten mellem København og Billund. Og mens de andre tidligere Cimber Sterling-indenrigsruter hurtigt fik nye operatører, så stod Billund-ruten ubetjent hen i mere end tre måneder. Først den 13. august genåbnede SAS ruten med fem daglige flyvninger på hverdage, to om lørdagen og tre om søndagen.

Men da den mindste flytype i SAS’ egen flåde, CRJ-900, er for stor til ruten, så hyrede SAS Cimber A/S til at operere med en 66-personers ATR-72 maskine på vegne af SAS med SK-rutenummer. Cimber A/S blev stiftet efter konkursen af tidligere ledende Cimber Sterling-medarbejdere, og startede med at overtage operationen af fire CRJ-200 jetfly for SAS. En operation som Cimber Sterling ellers havde udført for SAS.

Stor succes
Intentionen om at forlænge aftalen med Cimber A/S om operation af Billund-ruten er naturligvis et udtryk for at SAS vil holde fast i ruten, selvom de ikke kan bruge deres egne fly.

”Den har været en vældig stor succes, og passagertilstrømningen har fra starten været væsentlig bedre end vi havde regnet med,” siger Simon Pauck Hansen.

Selvom Billund Lufthavn har gode forbindelser til store europæiske trafikknudepunkter som Frankfurt, Amsterdam og Paris, så henter SAS stadig en stor mængde feedertrafik ind til sit knudepunkt i København ved hjælp af ruten.