SAS vil være mere synlig og hyggelig

Når passagererne møder SAS i lufthavnen skal tankerne gerne ledes hen på et supermarked. Og når de går ombord i flyene, så skal de gerne have et hotel eller en lounge i tankerne.

For en uge siden præsenterede SAS et blodrødt regnskab for 2011. Der er derfor et begrænset råderum for nye tiltag i det skandinaviske flyselskab, der har som mål at nedbringe enhedsomkostningerne med tre til fem procent om året. Men det kan have stor effekt at skrue på et par enkelte skruer. Og det vil SAS nu gøre.

Opskriften hedder større skilte og store lysende logoer i loftet i lufthavnsterminalerne. Passagerernes tanker skal gerne ledes hen på et supermarked, som med åbne arme står klar til at betjene dem.

“Vi skal ikke rebrande SAS, men udvikle hvordan vi positionerer os i lufthavnene. Kunderne skal med det samme se os og finde os indbydende,“ sagde selskabets koncernchef Rickard Gustafson på et pressemøde i SAS Business Lounge i Københavns Lufthavn onsdag.

Han sammenlignede SAS’ nye udseende direkte med et supermarked og nævnte netop business loungen i København som noget, der skal gøres meget mere synligt og indbydende for passagererne med større skilte og lysere farver på facaden ud mod den øvrige lufthavn.

Rejsende inden for Skandinavien og Europa tilbringer lige så meget tid med SAS på jorden som i luften. Og derfor er det i Gustafsons øjne lige så vigtigt hvordan selskabet tager sig ud på jorden som i luften.

Fra supermarked til hotel

Mens passagererne skal tænke supermarked på landjorden, så skal hjernerne gerne indstilles helt anderledes, når de går ombord på flyene. Præcis hvordan SAS-flyene skal shines op ligger ikke fast endnu. Men Rickard Gustafson løftede sløret for nogle af de tanker, som man gør sig.

“Her vil vi gerne signalere hotel eller lounge, og gøre oplevelsen mere hyggelig,“ forklarede topchefen.

Selskabet har netop startet udrulningen af trådløst internet i flyene. Den første norske Boeing 737 er gået online, og inden sommeren forventer Gustafson at have 10 fly med Wi-fi. Kun 30 procent af SAS’ passagerer rejser med selskabet uden for Skandinavien eller Europa. Derfor er det først og fremmest de andre 70 procent, som koncernchefen er mest fokuseret på. Det trådløse internet vil derfor i første omgang kun finde vej til mellemdistanceflyene.

Da SAS for 8 – 10 år siden gjorde de første erfaringer med trådløst internet, var det ombord på langdistanceflyene.

Norwegian er langt fremme med trådløst internet i flyene. Fra starten af marts vil der således være trådløs netforbindelse på alle flyvninger mellem København og Oslo. Og senere på året vil det være muligt at komme på nettet på alle Norwegian-flyvninger mellem København og Aalborg.

Rickard Gustafson var da også helt ærlig omkring SAS’ position i forhold til ærkerivalen.

“Vi er et halvt år bagefter i forhold til konkurrenterne med at give passagererne netadgang,“ sagde han.

Bedre benplads

Nye tyndere og mere ergonomiske sæder er også på vej til mellemdistanceflyene. Ved at flytte magasinholderen længere op af stoleryggen får man mere benplads uden at øge afstanden mellem sæderne. Dermed forbedres komforten uden at mindske antallet af betalende passagerer.

Ombord på SAS’ Airbus A330 og A340 langdistancefly må passagererne derimod foreløbig kigge langt efter forbedringer. Mens Finnair har indført lie-flat beds på business class på sine fly til USA og Asien, så har det lange udsigter hos den skandinaviske konkurrent.

“Vi anerkender, at der er stor konkurrence på business produktet på langdistanceflyvningerne. Men vi forbedrede det for kun fem år siden, og passagererne synes faktisk, at vi har et rigtig god produkt,“ understregede Rickard Gustafson.

Han forklarede, at SAS ser på hvordan Business Class-kabinerne redesignes. Men der går mindst 12 måneder fra man træffer en beslutning om at gøre noget, til det kan blive implementeret. Og sådan en beslutning står ikke lige for.