Lige i underkanten af 250.000 passagerer benyttede Billund Lufthavn i marts måned. Det var færre end sidste år som følge af forskydninger i påsketrafikken.
Årets marts måned var principielt en god måned for at skabe et godt trafikresultat for Billund Lufthavn. Måneden indeholdt nemlig fem hele weekender og 21 arbejdsdage.
Alligevel faldt passagertallet i Billund Lufthavn med 3,4 procent tl 248.489, hvilket var 8.663 færre passagerer end samme måned året før. Her er det dog ikke uvæsentligt for sammenligningen, at påskeugen sidst år faldt fra den 26. marts til og den 2. april, da der traditionelt er stor fritidsrejseaktivitet i påsken.
Det kan da også aflæses fra lufthavnens statistikker, idet antallet af feriepassagerer er faldet med 16 procent, hvilket svarer til omkring 11.000 passagerer.
“Helt som forventet faldt antallet af passagerer i lufthavnen i marts, hvilket udelukkende er fordi påsken i år falder midt i april, mens den faldt i marts sidste år – det er altid rigtig populært at rejse på påskeferie, så derfor betyder det meget, hvornår påsken falder,” forklarer administrerende direktør Jan Hessellund fra Billund Lufthavn.
Fuld fart på erhvervsruter
Mens der var tilbagegang i fritidstrafikken, så det anderledes ud i den såkaldte netværkstrafik, hvor Billund Lufthavn registrerer passagerudviklingen til de store europæiske knudepunkter, som er tilgængelige med direkte fly fra fra den internationale vestdanske lufthavn. Fremgangen i dette vigtige segment var ifølge lufthavnens oplysninger på fire procent.
”Igen i marts benyttede næsten halvdelen af lufthavnens passagerer en af de 10 ruter, der forbinder Billund med et verdensomspændende hub, men dette er naturligvis fordi, der er fuld fart på erhvervsrejserne i marts,” uddyber Jan Hessellund.
Derimod var der uændret aktivitet på de regionale ruter, som erhvervslivet også benytter i stor stil. Omkring 71.000 passagerer benyttede ruterne til nordiske, britiske og centraleuropæiske storbyer.
Syv nye ruter
Tilbagegangen i marts bliver en enlig svale. Påsken sætter gang i fritidsrejsetrafikken i april, og samtidig har Billund Lufthavn taget hul på sommertrafikprogrammet, hvor der allerede er udsigt til flere passagerer end sidste år.
Sommertrafikprogrammet trådte officielt i kraft i går, den 31. marts, og her kan Billund Lufthavn se frem til 35 flere ugentlige afgange som følge af syv nye ruter i kombination med flere afgange på eksisterende ruter. De nye ruter går til Prag, Edinburgh, Krakow, Ponta Delgada, Faro, Stord og Timisoara, mens flere afgange på eksisterende ruter blandt andet er Lufthansa-ruten til Frankfurt, der udvides fra fire til fem daglige afgange.
Blandt nye operatører på eksisterende ruter er også Norwegian til København hver mandag morgen, ligesom det norske lavprisflyselskab også vil flyve fire gange om ugen til Málaga samt to gange om ugen til Palma de Mallorca. Herudover åbner Rynair en rute til Manchester.
Relaterede artikler:
Trafik til store hubs trækker væksten i Billund