Sharm El Sheikh-flyvninger splitter selskaber

Tvivl om sikkerheden i Sharm El Sheikhs lufthavn betyder, at SAS i øjeblikket ikke vil flyve dertil. Danish Air Transport har til gengæld ingen problemer med at flyve til den egyptiske lufthavn.

Skal eller skal vi ikke flyve? Det spørgsmål stiller mange flyselskaber, der normalt flyver til den egyptiske badeby Sharm El Sheikh, sig selv i øjeblikket. Efter at et russisk fly lørdag styrtede ned i Sinai-ørkenen kort efter start fra Sharm El Sheikh er der fra flere sider blevet stillet spørgsmålstegn ved sikkerheden i Sharm El Sheikh’s lufthavn.

Og den usikkerhed har fået SAS til at aflyse de flyvninger fra København med omkring 330 chartergæster fra Atlantis Rejser og Apollo, som ellers skulle være gennemført lørdag.

Hos Danish Air Transport ser man helt anderledes på sagen. Således sender selskabet fredag formiddag et tomt fly fra Danmark til Sharm El Sheikh for at hente Apollo-chartergæster hjem. Og lørdag sætter DAT’s Airbus A320-fly igen kursen mod Sharm El Sheikh. Denne gang med de charterrejsende fra Atlantis Rejser og Apollo, som SAS skulle have fløjet med.

Vil ikke stoppe
Udenrigsministeriet holdt torsdag eftermiddag et krisemøde med deltagelse af blandt andet flere danske flyselskaber heriblandt Danish Air Transport. Efter mødet besluttede Udenrigsministeriet og Trafikstyrelsen, at man ikke ville stoppe for danske selskabers mulighed for at flyve til Sharm El Sheikh, sådan som Storbritannien torsdag gjorde det for sit lands flyselskaber.

”Vi deltog i mødet hos Udenrigsministeriet. Efter det de har meldt ud og de briefinger vi har fået fra andre sider, så fortsætter vi med at flyve,” understreger Jesper Rungholm, direktør for Danish Air Transport.

Selskabet fløj gennem flere år danske soldater ind og ud af lufthavne i Afghanistan og har jævnligt flyvninger i blandt andet Yemen og til flere afrikanske lande.