- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Snedrive årsag til Boeing 737-havari i Rusland

Snerydningen i russisk lufthavn var mangelfuld. Det førte til, at Boeing 737-fly ramte stor snedrive for enden af landingsbanen, fik ødelagt hovedlandingsstellet og rutsjede hen ad banen.

Mangelfuld snerydning i lufthavnen var en af de væsentligste årsager til et havari med en Boeing 737-500 fra det russiske lavprisflyselskab UTair under landing i Usinsk-lufthavnen i det nordvestlige Rusland i februar sidste år.

Det fastslår den endelige havarirapport fra de russiske myndigheder ifølge The Aviation Herald.

Havariet skete den 9. februar 2020, da Boeing 737-flyet fra UTair med registreringen VQ-BPS var ved at lande i Usinsk efter en flyvning på Moskva Vnukovo-lufthavnen på rutenummer UT535.

Ramte én meter høj snedrive
Flyet lagde an til landing på bane 13 i Usinsk klokken 12.20 lokal tid, men 32 meter før banetærsklen ramte flyet en 1,1 m høj snedrive, hvilket resulterede i, at hovedlandingsstellet blev beskadiget og efterfølgende kollapsede, da flyet satte hjulene på banen.

Maskinen gled herefter på næsehjulet og maven, indtil det stoppede i en position uden for landingsbanen. Der skete stor skade på flyet – herunder en ødelagt vinge, hvilket resulterede i lækket brændstof, men der udbrød ikke brand.

Samtlige 94 passagerer og seks besætningsmedlemmer slap med skrækken, og samtlige ombordværende blev evakueret via nødslisker og vingerne.

Mangelfuld snerydning
Den endelige havarirapport peger på flere medvirkende årsager til havariet – heriblandt manglende overholdelse af kravene til vintervedligeholdelse i lufthavnen, hvilket resulterede i tilstedeværelsen af snedriver på den asfalterede del af landingsbanen.

Operatøren af ​​lufthavnen i Usinsk var ovenikøbet blevet gjort opmærksom på den mangelfulde vintervedligeholdelse ved en inspektion, som de russiske luftfartsmyndigheder foretog blot et par uger før havariet – nemlig den 22. januar 2020.

Piloter begik også fejl
Havarirapporten peger dog også på fejl fra flyselskabets og piloternes side, da man ikke var tilstrækkeligt opmærksom og forberedt på de særlige risici ved at lande i lufthavnen under de pågældende forhold, hvor der var snestorm og en temperatur på minus 21 grader, ligesom indflyvningslysene til lufthavnen ikke virkede.

Flyets kaptajn havde muligvis en ”visuel illusion” om en høj indflyvningsvinkel som følge af snedriver, snefygning og det manglende indflyvningslys, hvilket førte til en forkert vurdering af flyets flyvehøjde efter skift fra autopilot til manuel landing, konkluderer havarirapporten.

 

Relaterede artikler:

Tredje landingsuheld i løbet af en uge

Landingsstel kollapsede på Icelandair-fly

Tredje alvorlige baneafkørsel på to år