Nachos og hyldesaft. En sjælden set kombination. Foto: Andreas Krog.

Til Sønderborg med ridser i lakken

ANMELDELSE: Alsie Express til Sønderborg er nok Danmarks bedste indenrigsprodukt – men med visse ridser i lakken.

Om flyvningen
Flynummer: 6I104
Fra/til: København – Sønderborg
Flyselskab: Alsie Express
Serviceklasse: Economy
Bagage: Håndbagage
Sæde: 2C / 5A

Før rejsen
Ved at samarbejde med SAS giver det lille sønderjyske flyselskab Alsie Express sine passagerer mulighed for at checke ind online præcis ligesom det kan lade sig gøre hos de ”store” flyselskaber. Og det fungerer helt upåklageligt.

I lufthavnen
Alsie Express flyver mellem Københavns Lufthavn og Sønderborg Lufthavn. Sådan er det. Selskabets matsorte ATR72-500 fly kunne godt lette og lande i Roskilde Lufthavn, men så ville det være så meget sværere at rejse videre ud i verden fra CPH med andre selskaber, ligesom det ville være sværere at komme til og fra lufthavnen med offentlig transport. Til gengæld ville parkeringen være gratis og man ville slippe for det uhumske sted, som Københavns Lufthavn alt for ofte er. Hvor toiletterne i parkeringshusene er møgbeskidte, hvor skiltene melder om 21 minutters kø i sikkerhedskontrollen og hvor det flyder med tomme plastickrus fra øldrikkende rejsende, der for længst er fløjet videre til Finland eller Færøerne.

Lufthavnens særlige indenrigsspor i sikkerhedskontrollen sikrer dog, at lige præcis vi, der skal rejse til Sønderborg, ikke skal stå i kø mere end halvdelen af den tid, som vores flyvetur kommer til at vare. Jeg stryger gennem sikkerhedskontrollen og finder et par ledige stole mellem de mange udenrigsrejsende, som man som indenrigsrejsende må løbe slalom imellem efter at Københavns Lufthavn for godt to år siden lukkede Terminal 1. Her havde indenrigsflyvningen ellers sit eget lille fredelige territorium langt væk fra dyre tøjbutikker og fancy sushirestauranter.

Alsie Express-flyet ved Gate A11 i Københavns Lufthavn. Foto: Morten Lund Tiirikainen.

Alsie Express’ to ATR72-500 fly kan udstyres med op til 66 sæder, men ofte nøjes man med 48 sæder. Simpelthen fordi der ikke er flere passagerer på hver afgang. Så i stedet for at flyve med en masse tomme sæder, så flyver man med lidt færre tomme sæder og ekstrem meget benplads. 106 centimeter måler vi det til inden vi tager plads i de pæne sæder, der ikke overraskende er forsynet med reklamer for den store sønderjyske virksomhed Danfoss. Det ene af Alsie Express’ to fly er nemlig ejet af Danfoss-stifteren Mads Clausens fond, da Danfoss gerne vil sikre gode flyforbindelser til sin hjemegn.

I luften
Så snart piloterne giver gas og lader flyet trille ned ad startbanen i Københavns Lufthavn bliver det så godt som umuligt at tale med sidemanden så længe motorerne kører for fuld drøn for at få flyet sikkert i luften. Her forstår man tydeligt hvorfor det er så vigtigt for SAS, at selskabets underleverandører opererer den langt mere støjsvage ATR72-600, når de skal flyve for SAS.

Oppe over skyerne bliver det igen muligt at tale sammen og med den storsmilende stewardesse. Smilet stivner dog en anelse hos undertegnede, da det står klart, at serveringsvognen ikke indeholder en af samfundets grundpiller – den brune, lettere klæbrige drik kaldet cola. Solbær- eller hyldesaft fra dunk er i stedet hvad det kan blive til. Jeg går ombord i hyldesaften og det er uden tvivl bedre for tænderne. Men det bliver ærlig talt lidt for ”gourmetagtigt” og ”lokale råvarer-agtigt” ikke at have cola eller andre sodavand ombord.

Som supplement til saften kan vi vælge mellem en lille pose nachos eller et stykke chokolade. Jeg vælger en pudsig kombination af saft og nachos. En kombination man vist ikke ser så tit.

Den store benplads gør det muligt for sidemanden at komme ind og ud uden at jeg skal rejse mig. Men da bordet stadig sidder monteret på ryggen af stolen foran, så skal bordet klappes op uanset hvor meget benplads der er.

Efter omkring 40 minutter i luften lander flyet planmæssigt i den lille Sønderborg-lufthavn.

Ankomst
I en lufthavn, hvor Alsie Express-rutens fem daglige afgange er det eneste faste ruteindslag, og med knap 20 passagerer ombord, så er det en smal sag at komme fra borde, ud på forpladsen og ind i den lille terminalbygning.

Om flyvningen Flynummer: 6I104 Fra/til: København - Sønderborg Flyselskab: Alsie Express Serviceklasse: Economy Bagage: Håndbagage Sæde: 2C / 5A Før rejsen Ved at samarbejde med SAS giver det lille sønderjyske flyselskab Alsie Express sine passagerer mulighed for at checke ind online præcis ligesom det kan lade sig gøre hos de ”store” flyselskaber. Og det fungerer helt upåklageligt. I lufthavnen Alsie Express flyver mellem Københavns Lufthavn og Sønderborg Lufthavn. Sådan er det. Selskabets matsorte ATR72-500 fly kunne godt lette og lande i Roskilde Lufthavn, men så ville det være så meget sværere at rejse videre ud i verden fra CPH med…

Bedømmelse

Samlet bedømmelse

Oversigt :
Plus: Flink personale, masser af benplads, gratis mad og drikke.

Minus: Støjende fly. Snævert udbud af drikkevarer.