Sønderjyder efterlyser regelmæssighed fra DAT

Det har været for svært at gennemskue hvornår Dansih Air Transport fløj og ikke fløj på Sønderborg – København. Sådan lyder forklaringen fra det sønderjyske erhvervsliv på hvorfor, DAT nu får lokal konkurrence.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle i sidste uge, så planlægger en række sønderjyske erhvervsvirksomheder fra maj eller juni at søsætte deres eget lille ruteflyselskab til at beflyve ruten mellem Sønderborg og København. En rute, som ellers allerede betjenes af Danish Air Transport (DAT). Men i det sønderjyske har man savnet regelmæssighed fra DAT’s side, og derfor iværksættes det opsigtsvækkende initiativ.

”DAT er gode til at flyve til tiden, flyet er pænt, stewardesserne er søde og piloterne flyver pænt. Men de har forsømt at flyve regelmæssigt,” siger administrerende direktør Erling Duus fra Sønderborg-virksomheden Eegholm, der beskæftiger 101 medarbejdere og producerer blandt andet eltavler. Erling Duus er formand for Industrigruppen Sønderborg, der er en sammenslutning af 60 industrivirksomheder fra Sønderborg-området.

Lukket i vinterferien
Som et eksempel på manglende regelmæssighed peger Erling Duus på, at ruten var helt lukket i uge 7, hvor skoler i det meste af landet havde vinterferie. Ruten var også lukket i en længere periode i sommermånederne sidste år. Og det gør det svært for virksomhederne at vide hvad de har at regne med.

”Samtidig ændrer de hele tiden tidsplanen. Det skulle gerne være sådan, at du selv eller sekretæren kan tidsplanen i hovedet, så man ikke behøver tænke på om de nu også flyver, hvis man bliver spurgt om man kan komme til møde en bestemt dag. Det er egentlig meget simpelt,” forklarer Erling Duus, der vurderer at han, efter DAT har overtaget ruten, personligt flyver 50 procent mindre mellem Sønderborg og København end da Cimber Sterling betjente ruten.

Han sammenligner det med færgeruten Fynshav – Bøjden mellem Als og Fyn. Erling Duus og hans sønderjyske kolleger bruger ofte færgeruten på vejen i bil til København.

”Du kan regne med at den sejler regelmæssigt. Selv i hårdt vejr,” understreger Erling Duus, der ikke mener, at DAT har lyttet tilstrækkeligt nok til erhvervslivet.

”DAT har været berøringsangste og kontakten til erhvervslivet har været meget sporadisk. Det nytter ikke noget blot at sende et spørgeskema ud. Du er nødt til som købmand at smile og møde dine kunder. Og endelig nytter det slet ikke noget, hvis ikke du er parat til at tage konsekvensen af de tilbagemeldinger, som du så får fra erhvervskunderne,” pointerer Erling Duus.

Samme tidstabel
Hos Danish Air Transport kan direktør Jesper Rungholm ikke genkende beskrivelsen af Sønderborg – København, som en rute med stor mangel på regelmæssighed.

”Efter en kort indkøringsperiode har vores tidstabel været den samme hele vejen igennem,” siger Jesper Rungholm, der har en simpel forklaring på rutelukningen i vinterferien.

”Faktum er, at der ikke er nok passagerer til at kunne tjene penge. Ferieugerne er ren tilsætning,” forklarer Jesper Rungholm.

Læs også:

DAT: Vi trækker os ikke

Nyt indenrigsflyselskab på vej