Det var en softwarefejl, der var årsag til lørdagens store bagagenedbrud i Københavns Lufthavn og forsinkede mere end 3.000 stykker bagage for afrejsende gæster.
Først i løbet af tirsdagen fik Københavns Lufthavn givet en forklaring på, hvorfor lufthavnens bagagesorteringsanlæg svigtede i flere timer lørdag eftermiddag. Det var således anden lørdag i træk, at der var bagagekaos i lufthavnen,
Tirsdag eftermiddag kunne man således fastslå, at der var tale om en såkaldt “softwarefejl.“ En fejl der opstod, da man indlæste rettelser i det nye bagagesystem, uden at det slog igennem i den ældre del af bagagesystemet.
Det medførte stop i Terminal 2 og Terminal 3 i op til tre timer midt i travlheden lørdag eftermiddag. Passagerernes bagage måtte opsamles flere steder i lufthavnen, hvor det efterfølgende er blevet fordelt og videresendt efterhånden som der har været flyafgange til de pågældende destinationer. Mange rejsende har således startet ferien fra Københavns Lufthavn uden at få bagagen frem til destinationen.
“Vi kan kun beklage de mange gener, der har været for de mange rejsende samt for flyselskaberne. Status er nu, at vi har fået arbejdet os gennem puklen at 3.000 stykker bagage, og alt skulle være kommet afsted nu,“ siger Lars Lemche, der er senior kommunikationsrådgiver hos Københavns Lufthavn.
To typer fejl
Hos Københavns Lufthavn er det vigtigt at understrege, at det ikke har været samme typer fejl begge lørdage. Den første lørdag var der tale om en mekanisk fejl, da båndet ind til sorteringsmaskinerne sprang.
Fejlen i den forløbne weekend handlede om software, og hvordan den nye software snakker sammen med den gamle software. Den oprindelige del af bagageanlægget har Aarhus-virksomheden Crisplant været leverandør til, mens den nye del af anlægget, der har kostet en kvart milliard kroner, er leveret af Siemens.
Om der så kan opstå nye fejl en af de nærmeste dage eller den kommende weekend, kan lufthavnen ikke garantere.
“Det er et kæmpestort anlæg, og vi kan ikke give en 100 procent garanti. Men vi er næsten sikker på, at denne fejl fra weekenden ikke vil kunne opstå igen,“ understreger Lars Lemche.
I disse dage passerer der hver dag mellem 75.000 og 80.000 rejsende gennem Københavns Lufthavn, men det skulle ikke betyde noget i forhold til bagageanlæggets dimensionering. På de travleste dage skal der håndteres 3.000 stykker bagage i timen, mens anlægget er dimensioneret til at håndtere op til 5.500 stykker i timen. Så der er tale om et stabilitetsproblem mere end et kapacitetsproblem, fastslår lufthavnen.