Afgangstavler i Billund Lufthavn. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Solid start på 2023 i Billlund Lufthavn

Op imod 215.000 passagerer rejste gennem Billund Lufthavn i januar, og det var blot ni procent færre end i samme måned 2020, hvor der var forventninger om et rekordår.

Da 2020 blev indledt, var der ingen der vidste, at en coronapandemi lå lige om hjørnet. Det vidste man heller ikke i Billund Lufthavn, der landede 235.360 passagerer i januar 2020 og dermed igangsatte jagten på fire millioner årlige passagerer.

Sådan kom det som bekendt ikke til at gå, men noget kunne tyde på, at målet kan komme inden for rækkevidde i 2023, hvis den stærke efterspørgsel fastholdes trods inflation og begyndende recession.

Billund Lufthavn kunne nemlig i årets første måned registrere 214.088 passagerer gennem lufthavnen, og der var blot ni procent færre end i 2020, der startede på et meget højt niveau.

Aktiviteten i januar var i høj grad præget af erhvervslivets rejser, men fritidsrejser til vintersoldestinationer samt skirejser var også med til at sikre det relativt høje passagerniveau.

“Der er for første gang høj aktivitet i januar, siden COVID indtraf. Det er skønt, at aktiviteten igen bliver fordelt på hele året. Der er især høj aktivitet på rutetrafikken i Billund Lufthavn. Vi kan se af vores data, at erhvervstrafikken nærmer sig samme niveau som før COVID,” siger administrerende direktør Jan Hessellund.

Succes med ruteudvikling
Lufthavnsdirektøren konkluder også, at inflationen ikke har påvirket danskernes rejselyst, og at man udlandsbesøg stadig er i høj kurs. Derfor kan den internationale vestdanske lufthavn glæde sig over, at der er nye ruter på vej.

“Vi har haft succes på ruteudviklingsfronten, og det har vi haft længe.”

Det er blandt andet lykkedes at tiltrække det islandske lavprisflyselskab Play, der kommer til at supplere Icelandsairs flyvninger til Reykjavik, og i forvejen har Brussels Airlines, Austrian Airlines og Air Greenland meldt deres ankomst med nye ruter.

Fald i luftfragt fortsætter
Mens der er optimisme omkring passagerudviklingen, så er der i øjeblikket et dyk i godsmængderne i Cargo Center Billund. I januar blev der håndteret 5.552 tons luftfragt, og det var betydeligt mindre end sidste år samt også 6,1 procent under niveauet fra januar 2020.

Det er tilsyneladende det kinesiske nytår samt det forhold, at vi ikke længere har COVID-19-restriktioner, der spiller ind.

“Kinesisk nytår og det faktum, at vi ikke har haft så mange, store fragtfly med coronaværnemidler i den måned som i tilsvarende måned sidste år, gør, at mængderne falder. Det var forventet, og det kommer vi med stor sandsynlighed også til at se de næste par måneder,” forklarer Jan Hessellund.

Inden længe er der dog forhåbning om, at Maersk Air Cargo starter sine operationer med Boeing 767-fly mellem Billund og Kina. Det var planen, at operationen skulle have været i gang inden udgangen af 2022, men opstarten er blevet nogle måneder forsinket.

 

Relaterede artikler:

Tæt på største år i Billund Lufthavn nogensinde

Wizz Air skærer massivt ned i Billund

Første skridt mod fire millioner passagerer