- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Southwest Airlines: MAX ude til januar 2020

Amerikanske Southwest Airlines trækker 737 MAX ud af programmet resten af året. Flyveforbuddet får også selskabet til at trække sig fra Newark-lufthavnen.

Den seneste tid er der blevet rejst tvivl om, hvorvidt Boeing 737 MAX-flyene når at komme på vingerne igen inden udgangen af 2019, selv om Boeing fortsat satser på at få de opdaterede softwaresystemer på flytypen godkendt af myndighederne i løbet af efteråret.

Nu tager det amerikanske flyselskab Southwest Airlines konsekvenserne af den fortsatte usikkerhed om MAX-godkendelsen i år og sløjfer alle selskabets MAX-fly fra flyveplanerne frem til den 5. januar 2020.

Det meddeler Southwest Airlines i forbindelse med præsentationen af selskabets regnskab for andet kvartal.

“Baseret på den seneste vejledning fra Boeing antager vi i øjeblikket, at MAX-flyene bliver godkendt til at vende tilbage i drift i fjerde kvartal 2019. Med dette i tankerne vil vi proaktivt forlænge de MAX-relaterede justeringer af flyveplanerne frem til den 5. januar 2020 for at opnå en pålidelighed drift og give vores kunder en sikkerhed for deres bookinger af rejser i efteråret,” siger koncernchef Gary C. Kelly, Southwest Airlines.

Southwest Airlines forventer, at det efter de amerikanske luftfartsmyndigheders (FAA) godkendelse af 737 MAX vil tage flyselskabet én til to måneder at efterleve de relaterede FAA-direktiver, herunder den nødvendige uddannelse af piloter.

”FAA bestemmer tidspunktet for, hvornår MAX kommer tilbage i drift, og vi kan ikke garantere, at vores aktuelle antagelser og tidslinjer er korrekte,” siger Gary C. Kelly.

Verdens største MAX-operatør
Southwest Airlines er verdens største MAX-operatør og har 34 MAX-fly i flåden. De har alle siden slutningen af marts stået opmagasineret i California Logistics Airport i Mojave-ørkenen i det sydlige Californien, mens selskabet har måttet 20.000 flyvninger, der var planlagt med MAX-fly.

Alene i andet kvartal har flyveforbuddet mod MAX medført en reduktion af Southwest Airlines driftsindtægter med anslået 175 millioner dollar, meddeler selskabet.

”Vi har haft indledende drøftelser med Boeing om kompensation for tab på grund af MAX-groundingen. Vi er ikke kommet til nogen konklusion om disse forhold, og der er ingen beløb fra Boeing inkluderet i vores resultat for andet kvartal,” siger Gary C. Kelly.

Southwest lukker ned i Newark
Som endnu en konsekvens af MAX-flyveforbuddet har Southwest Airlines besluttet at trække sig helt fra Newark-lufthavnen ved New York og i stedet koncentrere selskabets New York-operationer i La Guardia-lufthavnen fra den 3. november.

Ifølge Gary Kelly er det ”en taktisk beslutning fremtvunget af Max-groundingen”, da Southwest Airlines har brug for flyene andre steder.

Soutwest Airlines har opereret fra Newark-lufthavnen siden 2011 og flyver i dag til 10 forskellige destinationer i USA fra lufthavnen i New Jersey.

Selskabet beskæftiger 125 medarbejdere i Newark, og de vil nu alle blive tilbudt ansættelse hos Southwest Airlines i La Guardia-lufthavnen.

 

Relaterede artikler:

Det koster det at have 34 MAX-fly på jorden

MAX-flyveforbud koster flyselskab én milliard kroner

Overvejer at annullere Boeing 737 MAX-ordrer