Spies henter 15 % af bundlinien

Den nordiske rejsekoncern Thomas Cook Northern Europe, som danske Spies er den danske del af, præsenterede et overskud på 1.040 millioner svenske kroner (765 millioner danske kroner) for seneste regnskabsår. Med et overskud på 114 millioner danske kroner udgør Spies-andelen 15 procent.

Det går godt for den nordiske rejsebranche. Nordens største rejsearrangør Thomas Cook Northern Europe kunne således efter afslutningen af seneste regnskabsår præsentere et overskud på lidt mere end 1 milliard svenske kroner -eller 765 millioner omregnet til danske kroner.

Af det samledeoverskud på 765 millioner kroner tegnerden danske rejsearrangør Spies sig for en andel på 114 millioner kroner svarende til ca. 15 procent. Det er en fremgang på 15 millioner, idet Spies året før leverede 99 millioner kroner til den fælles bundlinie.

Thomas Cook Northern Europa omfatter i dag rejsearrangørerneSpies i Danmark, Ving og Globetrotter i Sverige, Ving i Norge og Tjäreborg i Finland. Herudover indgår også Thomas Cook Airlines Scandinavia A/S, der er Danmarks største charterflyselskab.

Årsresultatet på på 1.040 millioner svenske kroner er mere eller mindre en gentagelse af resultatet fra forrige regnskabsår. Omsætningen faldt dog med 9,5 procent til 11,5 milliarder svenske kroner mod 12,7 milliarder svenske kroner i regnskabsåret året før.

“Vi er glade for resultatet, som er bedre end året før. Det er opnået under udfordrende markedsbetingelser med bl.a. en askesky og en endnu ikke afblæst finanskrise. Et resultat, som vores kompetente medarbejdere og dygtige samarbejdspartnere i og uden for landets grænser har en stor andel i,“ siger Bjarne Hornbek, der er administrerende direktør i Spies.

Spies oplyser, at man har styrket sin generelle markedsposition på populære rejsemål som f.eks. Mallorca, Tyrkiet, Egypten og De Kanariske Øer.

“Hele 97 procent af vores gæster siger, at de vil rejse med os igen næste gang, de skal på ferie. Vi satser på at levere ”kvalitet for pengene,” og det er derfor meget tilfredsstillende og lover godt for fremtiden, at vores gæster er så tilfredse med vores produkt,“ fortsætter Bjarne Hornbek.

Rejsearrangørerne Skibby Rejser og MyTravel Tango blev i det forgangne regnskabsår en del af Spies under navnene Spies Rustik, Spies City og Spies Special.

Regnskabsperioden i Thomas Cook Northern Europe går fra 1. oktober til 30. september.

Foto: Spies har succes med selskabets Sunwing Resorts og har hentet 114 millioner kroner til bundlinien hos ejerne i Thomas Cook Northern Europe.