Spies udvider på Bornholm

Bornholmerne får 50 procent flere destinationer at vælge mellem hvis de vil fra solskinsøen til sydens sol med Spies i den kommende sommer.

Selvom Bornholm populært kaldes solskinsøen, så kan øen ikke sige sig fri for også at have sommerdage med overskyet vejr eller ligefrem regn.

Så hvis beboerne på solskinsøen får lyst til at tage til Sydeuropas sol for at slippe væk fra gråvejret -eller måske turistinvasionen -så vil charterselskabet Spies i den kommende sommer tilbyde bornholmerne direkte flyvninger til 50 procent flere destinationer end sidste sommer. Kigger man på de faktisk tal så er der dog kun tale om en fremgang på to fra fire til seks destinationer.

Målt i antal sæder, så kommer Spies i den kommende sommer til at sætte 1.660 sæder til salg ombord på fly fra Bornholm til sydens sol. Det er en fremgang på 43 procent i forhold til sidste år. Her udbød selskabet 1160 sæder til salg fra solskinsøen. Det var dog kun de 750 sæder, der blev solgt.

København virker stressende
De to nye destinationer bliver Rhodos i det græske øhav og Varna i Bulgarien. I sommerhøjsæsonen får de selskab på afgangstavlerne i den lille statslufthavn af Kos, Kreta, Antalya og Mallorca. Til de to sidste destinationer flyver Spies både i foråret og i sensommeren.

På alle afgange benytter Spies selskabets eget danske flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia. Der flyves fortrinsvis med Airbus A321 med plads til 211 passagerer.

Spies har med stor succes de senere år udbudt stadig flere rejser fra mindre lufthavn som Bornholm og Odense. Det tiltrækker blandt andet rejsende, for hvem store lufthavne som København og Billund virker stressende.