Med en fremgang på 5,2 procent i antallet af passagerer i november og et program for vinteren, der beskrives som stærkt, ser Billund Lufthavn lyst på de mørke måneder, der venter forude.
I løbet af årets næstsidste måned var der fremgang at spore i terminalen i Billund Lufthavn, der registrerede en stigning i trafiktallet i november. Her benyttede 227.164 passagerer sig af landets næststørste lufthavn.
Antallet er 5,2 procent højere, når man sammenligner med årets ellevte måned sidste år, da 215.880 flypassagerer på daværende tidspunkt rejste til, fra eller via lufthavnen. Der er dermed tale om en stigning på 11.284 rejsende.
Den kommercielle passagertrafik tegnede sig for 226.761 af det totale antal passagerer, og 114.189 af disse passagerer rejste til Billund Lufthavn, mens 112.360 gik ombord i et fly og fløj til en anden destination. De resterende 212 var transferpassagerer.
Ser frem til vinteren
Billund Lufthavn oplyser, at de flere passagerer blandt andet er kommet de selskaber, der beflyver eksempelvis Amsterdam, Paris, London, Frankfurt og München til gode. Disse destinationer er vokset med mellem 10 og 20 procent i løbet af november, når man sammenligner med sidste år.
Jan Hessellund, der er administrerende direktør i Billund Lufthavn, venter at udviklingen vil fortsætte i de kommende måneder, da netværksselskaberne har øget med flere sæder i løbet af vinteren og man generelt har et sammensat dét, der af lufthavnen betegnes som et stærkt vinterprogram.
”Vi er tilfredse med fremdriften i passagertallet og glæder os over, at flere og flere vælger Billund Lufthavn som udgangspunkt for deres rejser i det sene efterår. Specifikt ruster den øgede kapacitet hos netværksselskaberne os til at følge med efterspørgslen på erhvervsrejser.”
Er øget med ni procent
Selvom markedet for fritidsrejser var hurtigere til at blive genoprettet i kølvandet på COVID-19-pandemien, da forretningsrejser for en tid blandt andet til en vis grad blev erstattet af Teams, Zoom og lignende værktøjer, er det begyndt atter at gå fremad.
”Vi har de seneste år set erhvervsrejseaktiviteten vende tilbage til samme niveau som før COVID-19. I dette efterår har vi oplevet en stigning på ni procent i antallet af erhvervsrejsende sammenlignet med 2019,” bemærker Hessellund.
I november var der 2.759 starter og landinger i Billund Lufthavn, hvilket er en nedgang på 11,1 procent færre end i samme måned for et år siden, da der blev foretaget 3.104 flyvebevægelser i lufthavnen i den næstsidste måned af 2023.
Luftfragten er derimod gået frem med 729 ton. For et år siden blev der nemlig håndteret 7.222 ton i Billund Lufthavn, men i år var det tal steget til 7.951 ton. Det beløber sig samlet set til en stigning på 10,1 procent.
Relaterede artikler:
Passagertilbagegang og cargovækst i Billund