- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Star Alliance får ny midlertidig chef fra SAS

Svenske Charlotta Wieland fra SAS er fra den 1. januar 2023 udpeget som fungerende administrerende direktør for Star Alliance, som det skandinaviske flyselskab var medstifter af.

Luftfartsalliancen Star Alliance kunne i 2022 fejre 25 års jubilæum med Jeffrey Goh i spidsen som administrerende direktør.

Jeffrey Goh har imidlertid valgt at forlade alliancen efter seks års ansættelse, og derfor er Charlotta Wieland, der er direktør for Alliances & Industry Affairs i SAS, blevet udpeget som fungerende administrerende direktør fra den 1. januar 2023, indtil en ny alliancedirektør er fundet.

Det oplyser SAS i en pressemeddelelse.

“SAS har en særlig historie med Star Alliance, som en af ​​de stiftende partnere i 1997, og jeg er beæret og glad for at påtage mig denne rolle. Jeg ser frem til at fortsætte med at arbejde tæt sammen med alle partnere i udviklingen af ​​denne stærke alliance,” siger Charlotta Wieland.

Charlotta Wieland, der har været ansat i SAS i næsten 23 år, har de seneste seks år været selskabets repræsentant i Star Alliance, og i de seneste to år har hun været medlem af den særlige strategikomité.

Ansvarlig for strategisk retning og vækst
Det er en person med stor luftfartserfaring, der fra årsskiftet skal stå i spidsen for Star Alliance, indtil en ny chef er på plads.

Før tiden i SAS arbejdede Charlotta Wieland i fem år som Pricing Manager hos KLM, der i dag befinder sig i SkyTeam-alliancen, Men samlet bliver det til 28 års brancheerfaring.

Den administrerende direktør hos Star Alliance er ansvarlig for den overordnede strategiske retning og vækst af Star Alliance. Alliancen sigter mod at facilitere en problemfri rejseoplevelse af høj kvalitet på tværs af et omfattende globalt netværk.

Star Alliance har hovedkontor i Frankfurt og er i dag verdens største luftfartsalliance med i alt 26 fuldgyldige medlemmer. Før coronapandemien repræsenterede alliancen flere end 19.000 daglige flyvninger til 1.317 lufthavne i 195 lande. Samlet havde alliancen i oktober 2019 i alt 4.919 fly og 727,6 millioner årlige passagerer.

Star Alliance blev i 1997 stiftet af SAS, Lufthansa, Thai Airways, United Airlines og Air Canada.

 

Relaterede artikler:

Star Alliance runder milepæl

Star Alliance-selskaber fik statsstøtte i julegave

Køb af Star Alliance-selskab skaber luftfartsgigant