- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Star Alliance-selskab skifter navn

Den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan har besluttet, at Turkish Airlines fremover skal hedde Türkiye Hava Yolları. Selve landenavnet ”Turkey” bliver også skiftet.

Det nationale tyrkiske flyselskab, Turkish Airlines, får ændret sit navn.

På siden af alle fly vil ordene ”Turkish Airlines” således blive udskiftet med ”Türkiye Hava Yolları”, hvor de to sidstnævnte ord betyder ”airlines”. Det meddeler Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, ifølge det mellemøstlige medie Al Jazeera.

Navnskiftet til det nationale flyselskab, der er medlem af Star Alliance, sker i forbindelse med et fremstød for, at Tyrkiet internationalt bliver kendt som ”Türkiye” i stedet for ”Turkey”.

Det er imidlertid ikke kun flyselskabet, der skifter navn. Tidligere i juni sendte den tyrkiske regering et brev til FN, der formelt registrerede landets navn som ”Türkiye” – som det staves og udtales på tyrkisk. I 1923 efter dets uafhængighedserklæring kaldte landet sig ”Türkiye”.

Repræsenterer bedre tyrkisk kultur
Tirsdag sagde Recep Tayyip Erdogan, at navnet ”Türkiye” bedre repræsenterer tyrkisk kultur og værdier. Visse iagttagere har udtalt, at navneskiftet er en del af et forsøg på at adskille landets navn fra en kalkun, som er det danske ord for ”Turkey”.

”Tyrkiet eksisterer ikke længere. Nu er det Türkiye,” sagde den tyrkiske præsident i forbindelse med en ceremoni, der markerede opsendelsen af en ny kommunikationssatellit. Herefter afslørede han, at flyene fra det nationale flyselskab vil få påskrevet det nye navn, ”Türkiye Hava Yolları”.

FN og NATO er begge begyndt at bruge ”Türkiye” i stedet for ”Turkey”. I Danmark har Udenrigsministeriet på sin hjemmeside på nuværende tidspunkt ikke ændret navnet.

Generalsekretær i NATO, Jens Stoltenberg, brugte navnet ”Türkiye” under et besøg i Helsinki og Stockholm i denne uge. Det samme gjorde den finske præsident, Sauli Niinisto, og den svenske statsminister, Magdalena Andersson. De to lande arbejder i øjeblikket på at overvinde modstanden fra Tyrkiet i deres forsøg på at tilslutte sig NATO.

 

Relaterede artikler:

Russiske flyselskaber vil etablere sig i Tyrkiet

IATA: Global luftfart vil ikke blive ramt af Tyrkiet-krise

Chartergæster vender Tyrkiet ryggen