Flysæder i Norwegians Boeing 737-800.

Stockholm-rejsende endte i Spanien

En døv nordmand fløj tirsdag fra Oslo med Norwegian. Han troede destinationen var Stockholm – men det var den ikke.

Nordmanden Lars Petter Andresen skulle tirsdag være fløjet med Norwegian fra Oslo til Stockholm for at møde en kollega. Men i stedet endte han med at flyve til Alicante og retur til Oslo.

Lars Petter Andresen checkkede flere gange i lufthavnen at flyet til Stockholm afgik fra gate 39. Men det viste sig alligevel at være flyet til Alicante. Nordmanden er døv og gætter derfor selv overfor avisen VG på, at han ikke har hørt et højtalerudkald med ændring af gate.

Men heller ikke Norwegians personale opfanger, at Lars Petter Andresen er på vej i den gale retning.

Finde et andet sæde
Hele to gange inden flyet går i luften fra Oslo Gardermoen Lufthavnen i Norge overser Norwegians personale, at der ikke står den rigtige destination på Lars Petter Andresens boardingkort.

Første gang ved indcheckningen i gaten, hvor boardingkortene normalt scannes. Og anden gang inde i flyet, da Lars Petter Andresens plads nummer 4D ikke overraskende er optaget af en anden passager. Her får den døve nordmand at vide, at han blot skal finde et andet sæde.

Først efter cirka en times flyvning begynder Lars Petter Andresen at undre sig over om ikke de snart er i Stockholm. Det plejer at tage cirka en time fra Oslo. Men hans medpassagerer kan fortælle ham, at der skam venter flere timers flyvetur forude. For destinationen er Alicante og ikke Stockholm.

Bør ikke ske
Hos Norwegian erkender man, at fejlen burde have været opdaget allerede da Andresens billet blev scannet ved boarding i gaten.

”Det er meget beklageligt. Der har været et svigt, og det er noget, der absolut ikke bør ske. Vi vil gøre, hvad vi kan for at få passageren til Stockholm snarest muligt, siger kommunikationsrådgiver Astrid Gaustad Mannion fra Norwegian til VG.

Men det kan de tilsyneladende godt skyde en hvid pil efter. Efter mere end ni timer i et fly var Lars Petter Andresen meget klar i mælet, da han sent tirsdag aften kom tilbage til Oslo.

”Nej, nu må min kollega snarere komme til Oslo. Nu er det hans tur,” siger Lars Petter Andresen til VG.