- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Strejke truer 525 flyvninger fra den 23. juni

Piloter og kabineansatte ved Brussels Airlines vil nedlægge arbejdet, fordi arbejdsbyrden er for stor. Ifølge flyselskabet vil strejken få ”meget stor betydning” for virksomhedens resultater.  

Det er ikke kun blandt luftfartsansatte i Skandinavien, at der i øjeblikket udkæmpes en faglig kamp om vilkårene på arbejdspladsen. Det er også tilfældet hos piloterne og de kabineansatte ved Brussels Airlines, der ventes at nedlægge arbejdet i næste uge.

De ansatte ved Lufthansa-datterselskabet planlægger at strejke fra den 23. til den 25. juni. Arbejdsnedlæggelsen falder sammen med et EU-topmøde, der finder sted i Bruxelles torsdag og fredag i næste uge.

Ifølge de fagforeninger, hvor de ansatte er organiseret, ser medarbejderne sig nødsaget til at strejke, fordi arbejdspresset hos Brussels Airlines er for højt, og flyselskabet tilsyneladende har kendt til den bekymring i omkring et år uden at have foretaget sig noget for at afhjælpe situationen.

18 flyvninger på fem dage
Paul Buekenhout fra fagforeningen ACV Puls peger over for nyhedsbureauet Reuters på de afskedigelser, der fandt sted i 2020, som en medvirkende årsag til, at de ansatte er pressede.

I maj måned det år sagde Brussels Airlines farvel til omkring 25 procent af selskabets medarbejderstab på grund af COVID-19-pandemien, og det kan fortsat mærkes, lyder det.

“Arbejdsbyrden er for stor. Vi har set tilfælde, hvor nogle kabineansatte foretager 18 flyvninger på fem dage. Hvis man er for træt, kan det udvikle sig til et problem for sikkerheden.”

Har ansat flere kabineansatte
Brussels Airlines oplyser, at strejken kan ramme op mod 525 flyvninger, der skal afvikles i løbet af de tre dage, hvor den står på.

Hvor mange afgange, der ender med at blive aflyst, vides endnu ikke, men ifølge Maaike Andries, der er talsperson for flyselskabet, er det ærgerligt, at parterne ikke har fundet en løsning. I en skriftlig udtalelse forklarer hun dog, at Brussels Airlines selv mener, at man har forsøgt at mindske de ansattes byrde.

”I de forløbne uger og måneder har vi iværksat en række initiativer, der skal lette arbejdspresset på vores medarbejdere i driften i løbet af denne exceptionelle sommer. Vi har blandt andet aflyst 148 flyvninger, ansat yderligere 225 kabineansatte og tilrettet arbejdsopgaverne i henhold til de meldinger, som vi har fået fra vores ansatte om den store arbejdsbyrde.”

Vil kunne aflæses i resultaterne
Maaike Andries understreger samtidig, at de ansattes strejke kan få store konsekvenser for den strategi for at øge væksten, som Brussels Airlines navigerer efter.

”Genopretningen er i gang i den forstand, at efterspørgslen vender tilbage med høj hastighed, men der er ikke sket en genopretning af de store tab, som vi har lidt. I luftfart er det bydende nødvendigt, at man udnytter sommermånederne til at skabe et overskud. Derudover kæmper vi også mod stigende udgifter, der hovedsageligt skyldes brændstofpriserne. En strejke af tre dages varighed vil få meget stor betydning for virksomhedens finansielle resultater, og den vil tvinge os til at genoverveje de vækstplaner, som vi ellers havde lagt.”

 

 

Relaterede artikler:

Brussels Airlines med otte nye destinationer

Kold vaffel og jævn kaffe hos Brussels Airlines

Brussels Airlines trues af en mulig kabinestrejke