Sun-Air: Vi havde ikke lovet Esbjerg noget

Erhvervslivet i Esbjerg er skuffede over Sun-Air, der efter lang tids dialog valgte ikke at åbne en indenrigsrute fra byen. Vi havde ikke lovet noget, lyder modsvaret.

Skuffelsen var stor blandt erhvervslivet i Esbjerg, da Sun-Air for en uge siden meddelte, at man ikke agtede at åbne den indenrigsrute mellem Esbjerg og København, som Esbjerg Kommune og byens erhvervsliv gennem længere tid havde talt med Sun-Air om.

”Vi har over for Sun-Air udtrykt vores forundring over det omsving, der pludselig var,” fortæller advokat Anders Stenstrup, der er talsmand for en initiativgruppe bestående af 80 lokale virksomheder og Esbjerg Kommune.

Kort før jul mødtes Esbjergs borgmester Johnny Søtrup og Anders Stenstrup med Sun-Airs direktør og eneejer Niels Sundberg på rådhuset i Esbjerg.

”På mødet sagde Niels Sundberg, at han ikke kunne se, hvorfor ruten ikke skulle kunne blive til noget,” fortæller Anders Stenstrup.

Derfor regnede både han og borgmester Johnny Søtrup med, at ruten var på vej.

God rute at lave
Men på et bestyrelsesmøde i Sun-Air fredag den 18. januar besluttede bestyrelsen at give esbjergenserne den kolde skulder.

”Bestyrelsens beslutning handlede ikke specifikt om Esbjerg, men om at Sun-Air skulle holde fast i sin niché med jyske udenrigsruter og ikke gå ind på det danske indenrigsmarked med nye ruter til Esbjerg og Thisted samt en entré på Aarhus-ruten,” fortæller Niels Sundberg, der ikke mener at have lovet esbjergenserne noget.

”Jeg har ikke sagt at Sun-Air ville åbne den. På mødet før jul sagde jeg, at det var en god rute at lave. Men jeg understregede også, at den endelige beslutning skulle tages af vores bestyrelse,” siger Niels Sundberg.

Potentialet er vokset
Efter at have sundet sig er man i Esbjerg tilbage på hesten og fortsætter arbejdet med at skaffe en indenrigsrute til byens kommunalt ejede lufthavn.

”I det seneste år har vi ikke haft kontakt til andre operatører, fordi der var klare signaler fra Sun-Air om, at man gerne ville åbne ruten. Men nu har vi taget kontakt til 4-5 danske og udenlandske operatører. Det gode er, at potentialet for en rute er vokset siden vi startede med at se på det for halvandet år siden,” fastslår Anders Stenstrup, og peger på at byens erhvervsliv inden for energisektoren vokser voldsomt i disse år.

Han vil ikke sætte navne på hvilke operatører initiativgruppen er i kontakt med. Men hos Danish Air Transport slår direktør Jesper Rungholm imidlertid fast, at de ikke er blandt.

”Vi kigger ikke på en indenrigsrute fra Esbjerg,” slår Jesper Rungholm fast.

Esbjerg har ikke haft en indenrigsrute til København siden 1999.

Læs også:

Sun-Air vender ryggen til indenrigsflyvning

Sun-Air opgiver Esbjerg-planer