SAS Airbus A320-200 (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Svær start for nye jyske SAS-ruter

I sommermånederne har SAS for første gang opereret seks såkaldte leisure-ruter fra Billund og Aalborg til feriedestinationer i Europa. Men ruterne har haft en svær start, og SAS kan ikke garantere, at de kommer tilbage.

Fra Billund Lufthavn har SAS i denne sommer valgt at etablere nye ruter til Bergen, Spilt, Nice og Gazipasa (Alanya) samt Split og Nice fra Aalborg Lufthavn.

Forventningerne har været store til de nye SAS-ruter for fritidsrejsende. Det er nemlig første gang, at SAS prøver at ramme feriemarkedet med sine flyvninger fra Jylland.

Noget kunne dog tyde på, at kan vise sig at blive en engangsforestilling. Det har nemlig blot været en moderat succes for de nye SAS-ruter fra de to jyske lufthavne.

Sommervejret har skylden
Hos SAS er man forsigtige med at kommentere på de nye ruters trafik samt at drage forhastede konklusioner.

“Vi har ikke fået den aktivitet, som vi ønskede i forhold til forventningerne, hvilket nok skyldes det gode sommervejr. Vi er glade for, at have haft det sat i gang og at have prøvet det af. Vi tager nogle erfaringer med, så vi ved, hvordan det skal ske næste gang, hvis vi kommer igen,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS til CHECK-IN.dk

Mønsteret er det samme, hvad enten man taler om Aalborg eller Billund.

“Lufthavnene skal have ros for at have hjulpet ruterne i gang. Vi kan ikke gøre noget ved en juli måned med temperaturer op imod 30 grader. Havde det været en mere traditionel sommer, havde det muligvis udviklet sig anderledes,“ understreger pressechefen.

Kroatien har underpræsteret
Det er ikke alle de nye ruter, der har underpræsteret, men især én destination skiller sig ud, hvilken er Split i Kroatien.

De kroatiske ruter fra Jylland sælger ikke ligeså godt som Kroatien i det øvrige rutenet, må SAS konstatere.Hos SAS er man dog klar over, at det er en tålmodig proces at etablere nye ruter.

“Det kan tage lidt tid for markedet at tage imod nye ruter og vide, at de er der. Vi har kørt massive presse- og markedsføringsakviteter i forhold til disse markeder.Vi er kræsne, hvorfor vi vil have, at en rute kommer til at performe, når vi starter den. Men vi kan ikke på nogen måde kalde de nye jyske ruter for en bragende succes,“ siger pressechefen.

SAS har dog ikke helt givet op. I løbet af vintertrafikprogrammet åbnes en rute fra Billund til Málaga i direkte konkurrence med Ryanair.